At være alene får virkelig tankerne i gang. Og lige nu også tårerne.

M er sammen med sin gruppe, og laver opgave som skal afleveres i morgen.

Jeg kan mærke at mine tanker bare vil i en retning...

Jeg sad på sofaen og overvejede hvad jeg skulle lave til aftensmad, som ikke var så besværligt. I fjernsynet nævnnte de kinesisk, og jeg kom i tanke om de risnudler vi har i skabet, som jeg næsten havde glemt. Det er længe siden jeg har spist kinesisk, og det fik jeg helt vildt lyst til. Tænkte så.. "Vi må finde ud af hvor der er en god restaurant i nærheden, og tage derhen på et tidspunkt", "nå ja, han snakkede om en på et tidspunkt, hvor han var henne med klassen"..."Fuck-det var jo den dag". Den torsdag han drak sig fuld, og skrev de klamme beskeder til hende fra hans klasse(se. utro1 og 2).

Jeg har stadig beskederne på min telefon. Og jeg ved udemærket godt jeg burde slette dem, når jeg nu er gået med til at give det hele en chance til. Men jeg kan bare ikke!! Jeg har stadig brug for de er der som bevis. Så hvis han en dag glemmer hvor ond han har været - kan jeg minde ham om det. Indtil nu har jeg kun gjort det 2 gange, og jeg vil også helst være fri for at gøre det.

Men tager også mig selv i at glemme, at han så mange gange har skidt på mig og mine følelser. Specielt noget jeg kommer i tanke om, når det går godt og vi har det dejligt.

Da jeg læste beskeden fra hende: Jeg sender en isterning rundt, skal du være med? Kunne jeg ikke læde være med at forestille mig dem sidde ved bordet, mens han læser beskeden, og giver hende et skævt blik, og måske et blink.

Noget der kun tilhører mig!!

Og før da jeg besluttede mig for at slette beskederne, kunne jeg alligevel ikke. Og endte med at skrive dem alle sammen i min dagbog her. Har bare kun gjort den tilgængelig for mig selv. Selv over for jer, som jeg ikke kender, kan jeg ikke lide at vise, hvor lidt jeg kan stole på min kæreste.

Det er snart et stykke tid siden, men jeg kan mærke at jeg aldrig rigtig blev trøstet. Egentlig fortalte jeg det først noget efter, til M, som var i byen i to timer før hun tog tilbage til Norge. Og hendes norske kæreste, jeg aldrig har mødt, sad og lyttede med. Og til D til en fest, hvor jeg prøvede at holde den muntre facade: jeg er da kommet videre, og jeg flirter da bare lidt selv, for at give igen. Selvom jeg egentlig mest havde lyst til at sidde mig ned og tude, og blive trøstet ordentligt!

Det er bare svært at indse at jeg ikke kan kan få trøst og beholde min værdighed samtidig.

Og her sidder jeg så og tuder for mig selv - det er sgu et sørgeligt syn!

Hvis ingen forstår det alt det her, forstår jeg det udemærket godt.

Håbede det ville hjælpe at skrive lidt, men sys sgu kun det prikkede hul på bylden.