Jeg har det... underligt. Anderledes. Når jeg sidder selv, og ikke tænker på hverken P, Dl eller Lm, så har jeg det så underligt fantastisk at det er helt sindsygt.
Det meste af tiden tænker jeg på dem, (mest dl, mindst lm) og det er jo så knapt så godt.
Men hele verden virker så anderledes. Jeg aner ikke hvorfor men det er som om alt er forandret.
Måden jeg smiler indeni, måden jeg lukker mine øjenlåg og åbner dem igen. Måden jeg lytter når min bedstemor fortæller mig om hvorfor hun ikke tog real-eksamen, og hvor meget jeg ønsker at huske det. Gemme det i min lille krukke i hjertet der hedder "Bedstemors fantastiske fortællinger, fra hendes lange utroligt anderledes liv"
Måden jeg kigger på mig selv og måden jeg føler. Måden jeg synger, tænker over lyrikken. Det virker bare anderledes. Saligt anderledes.
MEn det er underligt ikke at have nogen jeg må drømme om. Mig der nærmest lever af drømmen. Det er ikke tilladt mere. Jeg kender ingen der er vilde med mig. Jeg kender ingen der siger "jeg tænker sgu på dig" -for først dér føler jeg at det er tilladt at tænke på andre.
Men jeg gør det vel alligevel lidt. Håber lidt at der er nogle derude, der skænker mig en tanke. Håber jeg betyder noget for en eller anden. Betyder noget der får dem til at smile, bare en smule.

I'm a vanishing image of what I thought I knew....
Jeg savner ikke mig selv, hvis man kan sige det sådan. Eller er jeg mig nu? Man er vel altid sig selv, man kan da ikke være en anden kan man?

Men ja jeg kan godt lide måden jeg synes verden vender. -håber der kan komme noget godt ud af det. Bare et eller andet.
Intet er umuligt for den der bærer viljen i hjertet, vel?