Jeg er bare så skuffet og stille triller tårerne ned ad kinderne på mig, mens jeg forsøger at bevare roen og at skrive mine tanker ned. Tankerne, der lige nu er en stor kaos i min knold, fordi jeg ikke kan finde ud af, om jeg overreagerer og fordi jeg ikke kan finde ud af, hvordan jeg skal forholde mig til situationen, der gjorde, at jeg lod mig skuffe så dybt. Min indre stemme dækker jo kun mine egne behov og jeg har ingen anelse om, hvordan modparten - min nære familie - har det - udover at de er naturligvis er i krise og sorg over at have mistet en kær veninde af huset.

Jeg er skuffet over, at de ikke har ringet til os, og fortalt at hun nu har fået fred efter lang og svær sygdom det seneste års tid. Jeg læste mindeord over hende fra sine børn i avisen og det var en lidt træls måde at få beskeden på. Ikke at vi har haft tæt kontakt med hende, men vi har dog mødt hende og snakket godt sammen - både hos familien og i byen, når vi er rendt på hinanden. Og hun var et varmt og unikt menneske.

Jeg var hos familien, den dag de fik budskabet om, at hun var uhelbredeligt syg og at der kun var tilbage at give smertestillende behandling. Lang tid sad vi og talte om den ulykkelige skæbne, der havde ramt hende og den øvrige familie. Efterfølgende har jeg - hver gang vi har været sammen, spurgt til hemde - dels fordi jeg gerne ville følge med, men også for at lade familien forstå, at hvis de havde brug for at tale om det, var jeg villig til at lytte.

Derfor gør det mig ondt nu, at de ikke lod os vide, at døden er indtruffet. Der kan jo være mange grunde til, at vi ikke har hørt noget og en af dem kan være, at hendes egen familie har ønsket, at det hele skal foregå i stilhed. Det ville vi have accepteret og respekteret - omend ikke - ville vi gerne have udtrykt vore dybtfølte tanker overfor de efterladte i form af en sidste hilsen. Vi ved ikke, hvornår hun er sovet ind - ja, måske har begravelsen allerede fundet sted. Jeg nægter at tro, at det drejer sig om ligegyldighed.

Jeg er så skuffet, at jeg ikke engang har lyst at kontakte min fanilie - men vil nok lige overveje en ekstra gang, hvad jeg vil gøre. Pinligt er det, synes jeg. Nå, det må jeg sove på.

Jeg er skuffet, men jeg bestemmer, at jeg er parat til at tilgive familien - blot ønsker jeg, at de har en god grund til, at vi ikke blev informeret.

Lidt dumt og trist - men at sætte tankerne ned på papir hjælper.

Hejsa fra skuffet Nellemor.