Jeg ved ikke helt endnu, om jeg kan lide det her. Denne store verden, hvor jeg har svært ved at finde ud af, hvor jeg står, hvad jeg skal.

Har brug for at blive holdt om og hjulpet lidt på vej. Jeg er slet ikke voksen nok til dette ansvar.

Og et sted indeni nager det. Fordi jeg ved, at jeg bare er usikker, fordi jeg ved, at det er nyt for mig - og det, jeg har brug for, er at blive bekræftet i, at jeg gør det rigtige.

Mine dage flyver afsted, har for meget at se til, mens jeg bare prøver at holde bunken af forsinket arbejde nede. Forsøger at møde forberedt op, men må kæmpe for bare at få det til at se forberedt ud. Nogle gange er det vigtigste, hvordan det ser ud.

Det er lidt kaos det hele. Meget glad for at have fået kæreste, men det er også det, der får bægeret til at flyde over. Al den tid, jeg normalt har brugt på at nå de små ting - nu bruges den på at nå ham. Og jeg vil det gerne, så jeg har intet at klage over.

Men som jeg sidder her, så er jeg ikke parat til den virkelige verden. Så ved jeg ikke, om jeg egentlig gør en forskel.

Det er ikke en rar følelse.