At saette sig stille og roligt i et hjoerne efter en god arbejdsdag med det spanske sprog flydende bag sig er faktisk ikke saa ringe. Men at endelig have tid til at luske rundt paa pennen igen...DET er godt!!!!!

Jeg kan virkelig maerke hvor meget jeg har savnet den daglige "lusken" og skriven. Der er sgu forskel paa en internetcafe og at sidde hjemme i fred og ro. Men nu hvor jeg efterhaanden har besoegt denne lille cafe saa tit, foeles det mere og mere som man kan sidde i fred. Det maa vel betyde man er faldet til. Men man er jo ogsaa blevet accepteret af de spaniere omkring som andet end turist.

Jeg ved ikke engang hvor jeg skal begynde. Jeg har naermest tabt lidt det at skrive dagbog, nu hbor jeg har gaaet saa laenge uden og at skrive breve og mails, har daekket meget at det behov, men...der vil alytid vaere et men.

Jeg savner det littaere feedback, debatterne, at have tid til at fordybe sig i andet end det spanske sprog og hvad omsaetningen har vaeret i dag.
JO, jeg faar da skrevet paa min bog, som jeg faktisk er ret stolt af. Hele historien er i mit hoved fra start til slut, men tiden og overskuddet skal jeg desvaerre tit grave lidt laenge efter.

Jeg har sendt min digtsamling til Borgen og fik, utroligt nok, en kvittering sendt herned efter en uge. Saa hurtige har de sgu aldrig vaeret....fantastisk...nu skal jeg saa bare vente de obligatoriske 6 maaender..he..he..eller deromkring.

selvom mine daemoner har holdt kaeft siden vi rejste herned, synes jeg nu alligevel jeg hoerer et pift og et nys hist og her i hjernens kroge. og endnu engang kommer jeg i tivvl om jeg ikke besidder eet eller andet deskruktivt. Maaske er det bare saadan jeg er skruet sammen. Maaske skal jeg bare acceptere det, stoppe med at kaempe imod noget der aabenblyst ligger dybt i mig og saa bare nyde det jeg har.

Jeg er min vaerste fjende, det ved jeg og har vidst i mange aar, men maaske kan vi leve sammen uden at goere mere skade paa hinanden. Jeg ved det ikke. Jeg ved faktisk ikke rigtigt noget. Jeg ved at jeg ikke er vred mere. Jeg ved min aggressivitet er vaek. Jeg ved min angst for at miste er reduceret til naesten nul (naesten!!) og at min far er efterladt i Danmark i alt flytterodet.
Jeg ved hvem jeg er og jeg ved hvem jeg VIL vaere. Ikke den Camilla fra Nr. sundby. Hun var en tung kaabe at slaebe rundt paa. Men hernede i varmen har man ikke behov for at klaede sig varmt paa *GG*

Saa naar alt kommer til alt bliver det nok ikke bedre og det kan jeg leve med.
Det er faktisk ret let at leve med. Det er ikke let at leve med savnet efter Jakob og jo mere glad man bliver jo mere savner vi ham.
Men vi har moedt en god erstatning for ham hernede. En engeslk homo med egen bar, som simpelthen bare er saa ufatteligt rar. Det kan man ikke sige om mange mennesker. Rar. VI bor i boessemiljoet og er begge blevet positivt overrasket over hvor rare homoseksuelle er. Hjaelpsomme og soede.

Det er dejligt, og til tider meget underholdende!!!

Saa , alt i alt er det hele okay. Jeg vil ihvertfald ikke hjem. Forandring fryder, men kun hvis man har ryddet op i sit skab.