Det er som om der ligger noget gemt i mig. Noget der bare venter på en chance til at komme ud. Komme op til overflanden. Noget der pludselig gør mig ør i hovedet og får mig til at græde. Noget jeg har undertrykt.
Jeg prøver at forstå hvad det er, hvad det er kommet fra. Om det er det jeg var engang, der skinner igennem. Eller det skinner ikke, for det er sort.
Det er tårer der gør ondt. Ondt i øjnene, halsen, hovedet, maven, hele min krop.
Små ting der gør at det kommer op.
Mine forældre kan kalde mig hvad de vil, min bror det samme, uden at jeg begynder at græde. Eller det er en løgn, men de kan næsten altid.
Det er mere de små afvisninger fra min Chef, lærere, fra folk jeg ikke rigtigt kender... Det er mere de der små kommentarer der udløser det. Ikke foran dem, men får det til at komme frem.
Jeg ved ikke hvad det er, for selve det de siger, sårer mig ikke. Ikke spor.
De er bare udløsere for det der er gemt i mig.
jeg forstår ikke mig selv
Mine tekster, mine ord. Sørgeligt og skræmmende, siger dem der kender mig. Du har det ikke sådan i virkeligheden vel? Den evige jeg-person form, der et eller andet sted skræmmer mig, for det er MIG. Det er MIG der skriver, MINE ord, men det er ikke noget jeg føler på den måde. En gang gjorde jeg, men jeg kan ikke forstå hvordan jeg stadig kan hive de følelser frem, som om de var friske.

Jeg spekulerer på om der er mere i os. Mere end vi ved af. Ting der kommer ud på forskellige måder. Ting vi erstatter med de ægte følelser vi ikke rigtigt kender til.
Om der er mere gemt i os, end vi er i stand til at håndtere.