Hej Dagbog!

Så er jeg her igen...

Der var en der sagde noget slående idag, noget jeg faktisk blev lidt bekyrmet over. Min kusine har været nede i den dyb depression, ligesom hendes forlovede har været....de er begge ved at være godt på vej ud igen.

Så taler jeg med hende og hun spørger hvordan jeg har det - eftersom hun og jeg deler alt, kedelige, gode, triste og glædelige begivenheder, så fortalte jeg hende, at jeg har en af de der dage. En dag hvor alt er uoverskueligt og jeg ikke rigtigt orker noget. En dum dag slet og ret....jeg kan ikke rigtigt få sat rumpetten i gear til at få tingene gjort, det hele virker som et stort sort hul...hun kunne godt høre det på mig og spurgte om jeg ved at udvikle en drepressoin...hvad, mig, nej da....
Jeg blev ærligt lidt skræmt, er det det, er det derfor jeg hele tiden går og er ked af det, eller er det bare mig...nej det kan ikke være det. Det er bare en dum dag, en af de dage hvor alt er dumt.
Så sidder jeg lidt og tænker, men næsten alle dage er dumme i denne tid, og alt ting føles som en personlig forfølgelse, er det en depresiv tanke, eller er det bare en dum dag.
Nej jeg har ikke de tindenser, eller har jeg ????

Hvor har hun lige sat gang i tankerne, det var ligesom at få en lussing, men hvad hvis der er derfor jeg hele tiden har lyst til at tude, til at bare begrave mig, tænk hvis det ikke bare er en dum tid, der går over igen...hvad så - nej den tanke tør jeg ikke tænke!
Jeg er en stærk pige og jeg skal og må klare mig ud af dette - ALENE!!!!

Tak fordi du er der til at lytte kære dagbog - du giver mig luft...TAK

DANZE