Jeg sidder her, med et glas god rødvin og et tændt lys i viduet her på 1. sal og kigger ned på gaden.
Jeg kan ikke se om naboerne også har tændt lys, men det plejer de.

Jeg sidder stille i mørket og tænker på om den, jeg lige har sendt en mail og som jeg ved sidder ved pc'ern lige nu, måske også har tændt et lys. Måske - men hvis han læser dette gør han det måske.

Jeg ved, hvem der har. Min kollega på Fyn har. Han tænder også et lys den 11. september hvert år, for at mindes de mange uskyldige, der mistede livet i WTC. Han sidder garanteret og tænker på de gange han har været udstationeret for Røde Kors og på de lidelser, han har set pga krig. Jeg håber også at han husker på, at han var et menneske, der kom til at betyde en forskel for de mennesker, der var i nød.

Jeg ved også med sikkerhed at min faster Birgit i Esbjerg har tændt sine lys iaften. Hun er den sidste i familien, der husker besættelsestiden og som var et af de mennesker, der forsøgte at GØRE noget.

Det er egentlig dejligt, at sidde her i mørket, der kun oplyses af det lille fyrfadslys og vide at mange andre også har tændt et lille lys. Det giver en form for samhørighedsfølelse.

Der er andre end mig, der tænker over at det ikke er en selvfølge, at vi lever i et frit land, hvor der ikke har været krig de sidste 60 år.
Men det er der, alt for mange andre steder i verden.
Istedet for altid at brokke os over regeringen, skatterne, hullerne i vejene, køerne på motorvejen og bezinpriser burde vi måske stoppe op en gang imellem og tænke lidt dybere.

Og måske skulle jeg også tænde et lys den 11.september, så der mindst er to dage om året til eftertanke.

Og jeg har ikke tænkt mig til at lade det blive ved eftertanken, men også
vil også sætte handlinger på.
Der er mennesker, der har brug for at føle, at de ikke er ligegyldige for andre mennesker. De findes alle vegne også i dit nabolag.

Tænd et lys for et medmenneske