Prøver at føle minimalt i dag. Han skrev til mig, at jeg ikke elskede en skid andre end mig selv. Blev så ked og gal og tosset, fordi jeg havde været helt ærlig og fortalt ham om bulimien, psykologerne, helvedet med at holde bare lidt af mig selv.

Jeg skrev tilbage og orkede ikke engang at kæmpe. Gjorde det klart, at jeg aldrig spillede skuespil, at jeg var oprigtig hele vejen igennem. Han blev målløs - slettede ordene.

Jeg savner ham. Men jeg ved jo, at det bare er drømmen om ham. Jeg var jo ikke parat til ham. Kan stadig føle, at hans ord rammer. Inadvendt kaldte han mig - den havde jeg ikke hørt før. Brugte et døgn på at tænke over det, om det var rent negativt eller bare et ord. Kunne ikke definere eller forstå.

Jeg skranter. Ville så gerne stå stærk, men kan godt mærke, at det hele skræmmer. Studiet presser - og jeg bukker under, selvom jeg ikke vil. Og jeg har så svært ved at se, om jeg er, hvor jeg skal være, eller om jeg burde sætte ambitionsniveauet ned og ikke risikere mig selv. Men ville jeg ikke bare tabe mig selv, hvis jeg tog den vej? Kan ikke slippe drømmene. Og er så bange for, at det ikke er mine drømme, men bare vaner og ord, jeg har hørt så mange gange.

Tvivler på, hvad jeg kan og skal. Min veninde er gravid. Jeg længes mod at være noget for nogen, men skubber, når nogen kommer for nær. Og i natten er jeg ligeglad. Og jeg sidder og græder, frigiver lidt af angsten ved at give den krop.

Hvorfor skal jeg tvivle på den måde? Og hvorfor skal jeg igen og igen slå mig selv og ikke se andet end fejlene. Og jeg spiser mig følelsesløs. Har ikke villet føle i dag, men har ikke gjort andet end at føle. F Ø L E. Følelsesløs. Følelseskold. Fri mig for følelserne.