Der er ikke så meget at gøre længere. Der er ikke så meget at lave. Jeg sover meget, jeg er så træt. Alle folk omkring mig , keder mig. Alle disse banale ting der bliver sagt, kan jeg i et stykke tid godt være foruden. Min inspiration er væk. Inspirationen til at fortsætte livet med et smil. Bare for en stund, bare for et lille stykke tid. Hvis jeg bare kunne græde. Men mine tårer er tøret ud. Er for træt til at græde. Jeg er blevet så træt af det hele at jeg ikke længere opfatter når de skændes. Jeg kalder hende ved navn. Gider ikke længere stå at tænke "husk at kalde hende hvad hun gerne vil kaldes, husk det". Det har jeg opgivet. Selv om jeg godt kan se i hendes øjne at når jeg ved navn kalder hende, flyver tanken igennem hovedet på hende. Hvorfor kalder hun mig ved navn? Hun har også spurgt mig om det flere gange. Kan ikke huske hvad jeg svarer. Hvor meget af sit liv kan man tillade sig at sove? Jeg kan ikke holde til mere. Fingerne glider ikke så let over tastaturet som de plejer. Fordi jeg er træt. Tom. Kold. Følelsesløs. Lige for en stund. Må det snart gå over.