I have no sense of time since we started
I’d go lengths and lengths and lengths of love
since we started this thing out
(Interpol)

Han skrev og spurgte, om jeg var glad i går. Jeg blev forvirret, for var egentlig helt til hundende på grund af manglende lyd fra ham. Jo, selvfølgelig er jeg glad, svarede jeg. Han ringede og snakkede løs om pakkeleg og middag hos hans bedste ven. Han gjorde mig glad. Og så ringede han i nat, jeg gik rundt i lejligheden, mens hans stemme flød imod mig. Er vild med den stemme. Han ville ringe søndag morgen, så vi kunne finde ud af, hvad vi skulle lave. Jeg sagde, han bare skulle tage den med ro og få sovet ud.

Klokken ti var der så besked. Godmorgen. Og så ringede han igen. Aftalte, at han kunne komme til mig og spise hjemmebagte boller. Fire timer, hvor vi bare snakkede i søndagstempo. Sad tæt på altanen og grinede over småting. Snakkede om alt og intet. Iagttog hinanden. Alt ved hinanden. Han fulgte mig over til min veninde. Vi stod der og skulle sige farvel, jeg ville give ham et knus, men det blev på en eller anden måde til et halvt kys. Han blev forlegen og var på vej til at gå. Nej, sagde jeg – og parkerede cyklen. Og så tog vi den om igen, hvor jeg også kyssede ham. Min mund, min kind, snusede til mit hår og holdt fast. Og så gik han, vendte sig om og gik baglæns for at vinke til mig.

Kan stadig se ham gå ned ad Nørrebrogade. Hue, jeans, hvid t-shirt og sort hættebluse. Kan stadig føle den eksplosive glæde, da jeg kom ind til min veninde og ikke kunne tale sammenhængende.

Har ikke hørt fra ham siden. Skrev lige kort til ham. Ved, at jeg vil ligge vågen nogen tid og stirre på min telefon. Stadig lidt spørgende. Men vi skal jo ses onsdag. Og søndag sagde han. Vi skal også ses søndag.