Så skete det...i fredags, var min kæreste og jeg i Allerød, for at aflive vores ældste hund - den dejligste sorte han-cocker på 3 år og 8 måneder;-( Det er det sværeste jeg nogensinde har været igennem. Hans mentalitet har ændret sig meget voldsomt i løbet af de sidste 6 måneder og da dyrlægen fortalte hvofor, var det lige som om hele verden stod stille. Diagnosen lød på cancer, i hjernen. Det var grunden til at han ændrede personlighed, for canceren var ved at æde hans hjerne op og dèr var ikke noget man kunne gøre, ud over at glæde sig over hver dag, han stadigvæk var her. Til sidst blev det dog så farligt, så vi vuderede at vi ikke kunne have ham mere - han blev meget vred, når gadedøren gik op og han skulle ud og tisse. Han snappede efter mennesker på gaden, andre hunde fik et fùr og vi begyndte at frygte at han måske kunne gå helt besærk og komme til at skade en anden hund, eller et menneske. Så torsdag formiddag tog vi den endelige beslutning og fredag formiddag døde han så. Han hylede bag i bilen, hele vejen op til dyrlægen og han rystede i venteværelset så jeg næsten ikke turde kigge på ham. Vi sad ½ time ude i venteværelset inden vi skulle ind, men ind ville han ikke, han trak til den modsatte side. Jeg kaldte på ham, han kiggede op på mig og i èt kort øjeblik kunne jeg læse tilliden og kærligheden til mig i han blik, inden han gik med ind til hans død. Dette blik kan jeg simpelthen ikke få ud af hovedet....åh, hvor jeg dog elsker ham og jeg savner ham så ufatteligt - det er værst om aftenen, for han tullede altid rundt efter èn, når man skulle have en kop te og ellers lagde han i sofaen og sov. Han snorkede så beroligende når han sov og engang imellem kom der nogle små bitte grynt fra ham af:-) Han logrede med halen så hele kroppen vrikkede med - fra side til side gik han:-) Når man spurgte ham "Hvor er far henne?" Så spurtede han hen til min kæreste, glad for at have fundet ham til mig:-) Man kunne spørge ham "Skal du ind i seng og ligge" hvorefter han i fuld galop løb ind i soveværeslet og op i sengen. Han var en klog lille èn. vidste altid hvordan de mennesker, som befandt sig i samme rum, som ham, havde det. Hvis stemningen var lidt trykket, gik han fra person til person og lagde hovedet op på deres knæ kiggede på dem med sine store brune øjne og når de havde nusset ham lidt, gik han videre til den næste - sådan kunne han fortsætte indtil alle var i meget bedre humør.
En engel, det er han, min lille krøllede engel!
Jeg elsker dig højere end stjernerne og tilbage igen. Jeg vil altid have dig hos mig, i mit hjerte og i mine tanker. Jeg ved du har det godt, dèr hvor du nu èr - ingen smerter føler du, kun lykke og glæde. Flyv op til stjernerne, men kig ned til mig, engang i mellem, så jeg ved hvad du får tiden til at gå med i evigheden.