Endelig - efter 4 uger og et par halvkvalte forsøg på blot 5 minutters kreativitet med tastatur og skærm, har jeg fundet min undskyldning. Min undskyldning netop for min manglende evne til at sidde og lade ordene fylde min hjerne for derefter at ledes ud gennem mine fingre og videre ind på harddisken.

For en uges tid side havde vi en flink mand ude og rengøre vores gulvtæpper som hele huset meget mod vores vilje er dækket af. Heldigvis ikke i køkkenet som ellers nogle har her i vores lejerboligområde (townhouse complex)! Manden, som ud over at snakke mig et øre af mens Freja luskede rundt og spiste vejkridt og slikkede de farvestrålende kridtrester af fingrene, var så flink at gøre mere end det vi egentlig havde betalt ham for; han tilså det gamle fyr her på første sal. Han fortalte mig, at det ikke bare var på tide at få det lavet, men også en bidende nødvendighed hvis vi havde forhåbninger om at bevare vores helbred, og i værste fald vores bankende hjerter!

Carbon monoxid er ikke noget at spøge med. Man kan ikke se det, ikke smage det, ikke lugte det, ikke røre det og alligvel kan det slå store mænd på 300 kilo ihjel imens de sover. De sidste par uger er jeg da vågnet med hovedpine samt med følelsen af at være blevet banket med en havelåge trods det, at jeg rent faktisk får noget så luksuriøst som 7-8 timers søvn om natten, men det har ikke slået mig at det kunne være en langsom dødelig forgiftning. Jeg har ikke haft nogen appetit og har i det hele taget haft ondt i hele min krop. M har ikke haft det helt så slemt, men bare det faktum, at manden som ellers aldrig fejler noget har beklaget sig, er nok til at råbe vagt i gevær.

Den var god nok. Vi har nu fået installeret en carbon monoxid alarm og i øvrigt er filtret på fyret blevet skiftet. Formentlig for første gang i vores rækkehus' historie... Ikke at jeg ved det med sikkerhed, men med tanke på hele boligområdets triste tilstand så er der stor chance for at guldbaronen som ejer skidtet nok har spist de penge op som skulle være gået til de nye filtre, samt de gamle træhegn som står og svajer faretruende på noget der ligner billige tændstikker fra Netto.

Jeg vågnede fredag morgen og følte mig mere udhvilet end jeg har gjort i ugevis. Der går nok lidt tid før min hjerne er afgiftet, men med dette indlæg vil jeg atter åbne for ballet og glæder mig til igen at træde de fyldepenske pennestrøg.

Jeg så i øvrigt en flyvende rotte i vores baghave igår. En fugl havde formentlig skubbet den ned fra taget og elskværdig som den var sørgede den for at lande en meters penge fra mig. Jo jo, det er skam yderst eksotisk at bo i Nordamerika!