Jeg sad sidste onsdag som jeg sidder nu, ve PCeren. Blev pludselig dårlig, så jeg måtte standse det jeg var igang med.Resten af uge var ikke som jeg ville have den skulle være, jeg havde det ikke ret godt, og det medfødte en del angst, som jeg udemærket kunne have undgået, ved at kontakte en læge, men nej! jeg vil gå og have det af helved til, og jeg skulle jo aligevel op til noget kontrol om mandagen, og der kunne de vel lige trekke mig.

Mandag kom. Jeg var lige ved at sende afbud ind på sygehuset, Sjovt ikke?
For så træt og skidt følte jeg mig at jeg ikke orkede det.
Jeg kunne jo udemærket se at det duede ikke, så jeg var nød til at bestille en taxa,og ind kom jeg.
Først fik jeg taget min blodprøve for
blodfortyndning, og fik en seddel om hvor mange piller (det er piller der sætter risikoen for blodpropper ned)jeg skulle tage de næste 3 uger til vi skulle ses igen. Jeg kig derfra med beskeden om at jeg nu ikke så for godt ud.
Så ned til Neurologen. Vi fik ikke talt ret meget om epelepsi, for hun kunne se den var rivende gal, og da hun er hovedlæge, mente hun ikke hun kunne hjælpe mig, Så hun ringede til hjertelægerne, og så gik det squ ellers hurtig, inden jeg havde set mig om lå jeg i en seng, med ilt og ledninger og personale overalt. Jeg hørte at mit blodtryk var 210 over 110 og min puls var 27.Nå! Der skete en hel masse, men det var forsent, skaden var sket, og den mente man at den var sket om onsdagen. Meldingen var klar og præcis blodprop i hjertet.
Nu skal jeg jo altså være ærlig ikke? Jeg vidste det jo godt? Jo men jeg troede at der var en på vej. Det ville faktisk sige at det var overstået. Ja! Fik jeg forklaret, men man var nød til at beholde mig et par døgn, for at obs. om der kom flere.
Det gjorde der heldigvis ikke, så nu er jeg hjemme igen, der er bare sket det at det er ikke den samme Ingrid der gik mandag morgen, som sidder her nu.
Det der er sket kan ikke laves om, men det har givet mig et meget stort chok dennegang ( jeg har før haft blopropper i ben og to i lungerne)
skal der ske noget.
Jeg gider ikke høre alle de formanningstaler, vi ved jo alle sammen hvad vi gør forkert, det behøver vi ikke hele tiden at få at vide, Jeg kan se hende for mig endnu en " lille ung tyk sygeplejerske" der siger til mig; Det er være at ryge end veje 45 kilo formeget. Hun var rygekonsulent, og faktisk står hun jo og forsvare sin egen overvægt.Jeg blev squ så vred på flere af dem deroppe, netop p.g.a. alle de formanniger. Lad folk gøre som de selv vil, vil de ryge,drikke eller æde sig til at dø 5år før andre.
Lad os være!Men det er så dejligt at hvis man så blir motiveret til at lave om på noget i vore liv, så er der hjælp at hente.
Dette her har givet mig chok, og har motiveret mig til at nu skal der ske noget, men det betyder jo ikke at alle andre også skal, og jeg lover mig selv, at jeg ikke vil gå rundt med en løftet pegefinger.
Ingen siger jo at det kunne være undgået hvis levet anderleders, men jeg har været træt af mig selv længe, så derfor kan det være at nogen forandringer kan gøre mig bedre tilpas.
Det der er det værste veddet hele er angsten, men den må jeg jo prøve ar bearbejde hen vejen, ligenu siger lægen at jeg skal regne med at det tager en 3 mdr, at komme sig efter sådan en omgang.