Jeg har fået skrevet en hel del herinde på dagbogen om hvordan det har været at miste en der var så tæt på som min stedfar har været for mig. Og jeg har fået skrevet en hel del om mit liv al almindelighed. Men når jeg ser på de tekster der står herinde har de alle en eller anden form for trist meddelse i sig. Og sådan er jeg jo slet ikke. Jeg er glad og smilende i min hverdag, og jeg bruger mig selv til at hjælpe børn og unge med at få en sjovere hverdag. Jeg holder meget af mit arbejde men ville ønske jeg havde flere timer. jeg laver det jeg er uddannet til, og det er der jo mange der ikke gør idag. Jeg ville gerne kunne skrive meget mere om alle de glade ting, men det er jo som regel ikke dem man har brug for at skrive ned og komme ud med. Jeg har tænkt meget over om jeg burde lave sådan en slags takke liste i slutningen af min dagbog, men så har jeg igen tænkt at det ikke rigtig passer ind. Jeg har svært ved at sige tak og alt det der når jeg er inde og skrive om ting jeg er ked af eller bafre noget som påvirker mig generelt.
I øjeblikket har jeg det ret godt. Igår var min mand og jeg inde og se Helmut Lotti i forum. Vi var inviteret af min svigerfar. Det var et utrolig flot show han lavede og så synger han jo også godt samtidig. Jeg har ellers altid set ham som værende en rigtig "smørtenor" og enhver svigermors drøm. Men han kan synge og han kan lave et flot show. Jeg tror at jeg vil prøve at blive bedre til at skrive om positive ting herinde også, så det ikke bare bliver en elektronisk grædemur jeg opretter hvergang jeg er inde og skrive.

Knus og kram til alle

bettina