I dag var endnu en opgivende og trættende dag.. min værge er syg.. Ikke syg så du kan se det, men syg inde bag hjertet.. Smerten viser sig først, når du kender min værger.. Kender til livet bag de gamle øjenlåg. Det liv jeg ikke har set være tændt i flere måneder.. hvilket er trist og nedslående at se.. Den der magtesløshed, som jeg fyldes med.. I dag var ekstra slem. Konklusionen er den samme, det liv der var, den unge sprudlende og kontrollerne person, som altid har holdt mig under sine vinger.. trygge og omfavnende vinger, som altid har passet på mig, det udstødte menneske, som manglede et hjem...
Min værges tomme øjne, stirrede på mig flere gange i dag. ud af vinduet, mens de samme ord krydsede læberne.. "Jeg kommer ikke tilbage" ... "ikke tilbage ligesom før".. "det er alt for hårdt".. konstateringen bliver altid den samme.. De kan ikke se, at min værge er syg.. Men jeg kan mærke det.. livsglæden er væk, og den kommer ikke tilbage. Men derimod indfinder mørket sig, et mørke som skabte et fritfald, lige indtil kanten.. min værge har nu ramt mindst dobbelt sin alder, svækket og opgivende..
Gud hvor føler jeg mig magtesløs.. For jeg kan intet gøre.. Jeg kan bare se et liv løbe ud mellem mine fingre, mens timerne bliver til dage, som bliver til uger, som bliver til måneder og til år... Jeg håber sådan at dagen i morgen bliver med mere livsglæde.. for jeg ved ikke, hvad jeg skal gøre... hvordan fanger jeg både mig selv og min værge... Jeg ved ikke, om jeg er stærk nok.. Men hvor ville jeg ofre meget.. For at holde os begge oprejst