For over to måneder siden blev jeg færdig med en roman (troede jeg), men efterhånden som tiden gik, blev jeg klar over, at der var vigtige ting der skulle rettes eller skrives på en anden måde. For min egen skyld (diverse spørgsmål jeg ville få f.eks., ikke fordi jeg tror, nogen ville spørge, - for når man skriver om den slags, er der ingen der tør, men angsten for det var nok ...) og for min fremtids skyld. Så jeg begyndte at håbe at få afslag fra de få forlag, jeg havde sendt den til. Og det fik jeg da heldigvis også i sidste uge.
Men jeg har også fået ros, og de synes, jeg skal sende manuskriptet videre til andre forlag. Det er jeg glad for, og det gør det mere betryggende for mig at rette "fejl" og måske føje flere kapitler til i den næste tid. Den fornemmelse at det kun var mig selv der havde læst den, tror jeg gjorde, at jeg også begyndte at vakle lidt i flere retninger, bange for at andre skulle smugkigge (også selvom jeg ved, man ikke kan), angst for at computeren ville slå bak, - alt det fik mig til at sende den hurtigt afsted. -
Nu er jeg glad for at have fået mit romanskib hjem igen, og lettet. Jeg glæder mig til at få det skrevet HELT, som jeg ved, det skal være. Så kan jeg altid sende det videre til andre forlag.
Jeg glæder mig til at lette anker igen. Kan mærke savnet, og hvor meget personerne betyder et eller andet sted dybt inde. -
Men jeg vil stadig undgå en selvudgivelse, hvis jeg kan, også selvom jeg ved, det er meget svært, som alting er blevet i dag med så mange der skriver. -