37 år, 3 år til jeg er 40, mor til 3, single 4,5 år. Jeg er alene, alene om morgenen når børnene skal op, have morgenmad, i tøjet og sendes afsted til skole og børnehave.
Alene i alle de timer de er afsted.
Alene om regøring, vasketøj og madlavning.
Alene om at tage udskæld, gråd, mareridt, mobning, angsten, usikkerhed og alle andre svære føelser mine børn kan have.
Alene om deres glæde, latter, varme, leg og alle andre dejige føelser mine børn kan have.
Jeg er alene om bekymringerne over hvilken drejning min ældste søns liv tager hvis han ikke kan blive på kostskolen hvor de skulle lære ham at håndtere den negative adfærd, alene om bekymringerne om at min datter netop er startet op i endnu et skoleår som 5kl elev og stadig bliver mobbet, alene om bekymringerne omkring min yngste der skal starte i skole til næste år og angsten for om han bare bliver sendt i en stor folkeskoleklasse uden at kunne magte det, fordi han nu stortrives i sin specielbørnehave.
Alene om at håndtere min egen bedste ven og største fjende ved navn ADHD, alene om trætheden, bekymringerne, angsten og søvnmanglen.
Det er ikke fordi jeg ønsker mig at jeg ikke var alene, for det med at være 2 fungerer ikke for mig.
men ensomheden er der, en ligger under overfladen og slynger sine klamme kolde arme om mig.
Den håner mig, fortæller mig at jeg er alene.
Alene alene alene
Altid alene.