Weekenden har været en af de virkeligt gode, den lille var ved sin far så det var kun min datter og jeg der var hjemme.
Vi har godt nok arbejdet lidt, fået givet køkkenbordpladerne olie, rydet op, og slået græs mm., men der har også været en hel del tid som er brugt på hende, vi har set hendes yndlingsfilm, og bare hygget så ufatteligt meget, trods min evindelige rastløshed har jeg formået at bare være sammen med hende hvilket er utroligt.
Selvfølgeligt har vi måttet ligge pauser ind hvor jeg har kunnet lave noget og få lidt af min overenergi ud af kroppen for at jeg har kunnet vlre i stand til at side stille, men puaserne er så brugt på at arbejde sammen og snakke hvilket også har været hyggeligt.
Idag har vi så hver især brugt lidt tid hver for sig, hvilket også er fint for så har jeg fået gjort rent inden min yngste søn kommer hjem fra sin far om et par timer.
I morgen starter mit kursus op igen efter sommerferien, og jeg glæder mig faktisk til at komme afsted, selv om jeg godt kan mærke angsten ved at være sammen med de andre som jeg jo kun kender gennem kurset, synes jkeg samtidigt at jeg glæder mig.

En ting der er så godt ved at være alene mor er at jeg ikke står til ansva over for andre end mig selv, jeg kan gøre tingene i mit eget tempo, skal ikke gå på kompromi hele tiden, så hvis jeg vil bruge hele weekenden på at være sammen med min datter står der ikke en mandsperson med en anden ide om hvad vi skal lave. Elsker at have min selvstændighed og selv bestemme.

Nogen gange elsker jeg mit liv så meget at jeg i korte glimt føler noget jeg tænker må være føelsen af at være rigtig lykkelig, men andre gange kommer føelsen af ikke at slå til, føelsen af de ting jeg måske kunne have gjort anderledes, ting der måske kunne have gjort at min ældste søn havde været her hjemme sammen med os og ikke på kostskolen de sidste 4 år, det er så hårdt at slippe den dårlige samvittighed til trods for at jeg ved inden i at jeg kæmpede for ham, jeg kæmpede så meget at de 2 andre hele tiden måtte vente på det blev deres tur, min ældste er et 24/7 job, han skal støttes hele tiden i alt ting, jeg elsker ham, har altid været meget tæt knyttet til ham, men jeg kunne ikke hjælpe ham, jeg kunne ikke holde det hele sammen, tilgodese de 2 andres behov selv få søvn, alt mit overskud blev brugt på ham, men ingen af os trives.
Efter han kom på skolen har vi alle haft det meget meget bedre, også ham, han har lært rigtigt meget og er kommet så langt, men den dårlige samvittighed og føelsen af at være en fiasko slipper mig bare aldrig helt.

Nu vil jeg gå i lidt i haven og nyde solen lidt :-)

God Søndag :-)