Den skal læses flere gange, men det gør den ikke mindre interessant, for dine ordvalg gør mig nysgerrig. Hvad fik dig til at skrive digtet, hvilke tanker gik igennem dig mens ordene blev nedfældet?

Hej Victor
Jeg læser det som nogen er død og tanker om, hvis det ikke var sket, et stille ønske om at livet burde være stabilt..
Et intelligent og svært digt,som skal vendes nogle gange og så er man alligevel ikke helt sikker om man har fat i den rette ende.
Flotte billeder.
Vh. Poul Brasch

Nu har jeg læst dit digt en del gange for at finde ud af hvad det handler om. Jeg kan godt lide teksten, omend den forvirrer mig en del. Kan stadig ikke blive helt enig med mig selv om den handler om noget uhyggeligt/overnaturligt, eller det at miste. Når man dør, er man væk. Man forgår, visner væk.
Måske har jeg opfattet teksten helt forkert og det slet ikke er det den handler om. Men det er jo det gode ved teksterne. Man oplever dem alle forskelligt!

Der er noget, man genkender. Synderen, der i venten på sin dom/straf bittert tænker tilbage, kunne ligne en Salieri, der mindes sin brøde imod Mozart, den ukrænkelige. En Sinuhe, der sidder i sit ægyptiske eksil, eller andre klassikere, hvor skæbnen indhenter store mænd, der turde handle, men som begik forkerte valg.
Den måde at skrive på, kendetegner ofte lange værker, og her kommer problemet: En sådan storladen intro fortjener en episk opfølgning, der giver mening og klarhed. Og en slutning, der viser tilbage til den højttravende begyndelse.
Teksten står som et fragment, og den råber på sin helhed. Hvem er "du?" "Du," der spørger, om spøgelset hellere ville have været i Paris. Hvorfor Paris? Hvorfor ikke Aarhus? Og hvorfor skal Kristi tornekrone nu være af ekskrementer? Svaret blæser i vinden.
Tanken tager på rejse. Finder slagmarker, fora, miljøer. Finder romantiske steder, smukkere end virkeligheden eller måske langt grimmere. Men den rejser. Rejser bort. Fra den uudholdelige pine det kan være at sidde som fange i sin egen krop og pines i meningsløshed.
Omtrent sådan ville jeg vove at fortolke teksten. Men det kan være langt fra sandheden.
Teksten fortjener dog, at man gør et forsøg!

Med venlig hilsen
Dino.

Jeg er ked af at sige det, men jeg forstår altså ikke denne tekst.

Jeg er begejstret for din måde at håndtere sproget på, dette virker næsten gotisk i din fremvisning af de virkemidler du benytter til at beskrive personen vi hører om.

Jeg er vild med din personkarakteristik.

Endnu en prægtig tekst, jeg bliver altid så begejstret når jeg læser dine værker, selvom det ikke altid er af fryd jeg gyser ;)

Der er sådan nogle fine og let provokerende temaer i dette digt, som tvinger læseren til at tage stilling til nogle ting. For eksempel er fortælleren af den opfattelse at du-karakteren skal reddes, og det er jo både ædelt og naivt. For et spørgsmål er jo, om alle mennesker i virkeligheden ikke redder sig selv i bund og grund, og bare lader 'heltene' leve i den tro, at de gør alt arbejdet. Men det er en længere diskussion.

Dejlig læsning, som altid, fra din hånd!

mange hilsner,
Marlene.

En pudsig titel, som fik mig til at åbne din tekst.
Den er grum, rigtig, kærlig.
På en eller anden måde får du mig til at føle, hvad DU følte, da du skrev den.
Flot!

Hej Victor Emil

Får sådan en underlig fornemmelse i kroppen
leder desperat efter noget at klamre sig til
- bliver trukket ind i dette mentale vinter hi
og lysten til at vågne er minimal
for gentagelsen er håbløs.

Jeg ved det er et godt og stærkt digt
men det gjorde mig trist til mode.

Vh. Poul

Meget spændende digt!
Jeg kan ikke lade være med at tænke grundigt over hver eneste linjer du har skrevet.
Du fangede mig meget let, samt din titel fangede mig også.

Kan godt lide din opbygning og den måde du afslutter digtet på.

STÆRKT!!!

Prøv at fjerne:

"Mellem den glorificerede beton
I livets mellemkrigstid
Titter de ud fra dynerne og flirter med blinkende
Gadelygter
Skærer med motorsavs lys denne årstid op på langs
De flygter"

og læs digtet igen.
For mig står det stærkere.

Et digt jeg virkelig godt kan lide.. Du beskriver så klart, at jeg kan se billeder tydeligt fremhævet!

Kære Victor,
jeg er jo fan af snart sagt alt hvad du producerer, også selvom jeg ikke altid helt forstår hvad det er, der foregår, eller hvad der befalder karaktererne eller fortælleren. Men jeg tror også du med denne tekst hellere vil male og også fremprovokere følelser med din mildt sagt vilde brug af billeder.

Det slår hårdt og jeg kan godt lide det.

Mange hilsner,
Marlene

Uhyggelige og skarpe beskrivelser der gang på gang kommer.
Synes din slutning binder det hele flot sammen.
Din noveller er ret speciel og atypisk, synes jeg. Jeg er ikke heeelt sikker på hvad du vil frem med i den, men tror måske jeg vil læse den et par gange mere og se.
Men spændende er den, og du formår at fange din læsers opmærksomhed :-)

Den kunne jeg godt lide. Sproget er er naturligt, følsomt og smyger sig om de sære billeder. Man må jo håbe at den energi det udtrykker munder ud i noget saligere end det destruktive. Det er Jean Genet der siger at alle myrder den de elsker. Det er heldigvis ikke rigtigt. Ekstasen kan godt munde ud i en mere dagligdags lykke. Den gør sig ikke så godt i et prosadigt som dette, men den er alligevel livets mål. Men som sagt, jeg kunne lide din novelle. Den greb mig dybt.
Kåemer

Den kunne jeg ikke lide. Nå, men jeg må gå ud fra at du heller ikke har skrevet den for at nogen skulle elske den. Jeg tror heller ikke du selv kan lide den. Jeg mener, det er nogle meget ubehagelige billeder. Men som kunstnerisk udsagn? Tjah, det er også nogle meget stærke, bitre billeder, sprogligt synes jeg nok du kommer hen imod det højtravende, det bevidst kunstneriske, som om du vil tvinge sproget til at sige noget der ikke kan siges. - Jeg fornemmer at der bagved ligger en god novelle, men jeg synes ikke den kommer frem.

Kåemer

hej..

Fantastisk tekst, du har ordet i din magt og trods det destruktive, blodige indhold, er det efter min mening, en god, spændende og anderledes novelle. Overraskende god slutning, hvor ringen sluttes...;O) keep up the good work. mvh Jan

Jeg synes du er glimrende til at opbygge en stemning, via dine mættede beskrivelser. De kommer i en passende dosering, og du har min opmærksomhed fra starten. Sproget er godt og læsningen flyder uden at blive overfladisk. Du giver samtidig nogle genkendelige associationer til den måde, jeg selv har oplevet beruselsen på. Her et eksempel på det oven nævnte, hvor jeg både finder genkendelse og nyder de gode beskrivelser
"Sprutten galoperede i en lavine af virkelighedsflugt og fyldte alle med en ukendt varme. Varmen eksploderede i ømme kærlighedsord. Vi klappede hinanden på skulderen og sang: "Du er god nok."

Stemningen er drømmeagtig ved at være kaotisk, skiftende, ukontrolable, flygtig osv. hvilket jeg godt kan lide. Den giver mig associationer til Partytøsen af Jens Blendstrup samt en af novellerne i Radiator af Jan Sonnergaard. De to noveller behandler et lignende tema. Den flygtige, mytiske, tør jeg sige perfekte kvindeskikkelse. Man kan ikke andet end lade sig drage, og ligesom i de to nævnte noveller bevæger manden (og læseren) sig ud i en jagt på, at indfange det som ikke lader sig fange.
Jeg elsker temaet og du giver nogle en for mig overbevisdende fremstilling af hvad der gør denne kvinde så eventyrlig, at jeg som læser også drages. "Hendes mandelformede smaragder skar igennem min dovne iris og hvilede i mit sind." Og "Hendes udstråling bevirkede at hun altid var alene - man ænsede ikke folk omkring hende".
Den efterfølgende selvrefleksion eller selvudslettelse dur også for mig. Det øger til hendes perfektion og uopnåeligehed, mystik, at hun aflæser hovedpersonen i en håndevending og ikke kigger tilbage. Det efterlader hovedpersonen som et spejl for sig selv, at han på den måde erkender sit mindreværd sin uduelighed igennem spejlingen i den perfekte kvinde (engel whatever).
Jeg har ikke forstået det sidste store afsnit, men jeg kan stadig godt lige beskrivelsen.

Det mindre positive ting for mig er. 1 At du fremstiller det så klart som en drøm. Det afmystificerer fortællingen, gør kvinden til en åbenlys fiktion der blot afspejler hovedpersonens mindreværd. For mig tager det lidt af alvoren ud af teksten - det var jo bare en drøm. Jeg ville hellere efterlades mere ubestemt i forholdet mellem drøm/virkelighed/tankespind. Det ville passe bedre med tekstens lettere ubestemmelige stemning/sted. 2. Jeg bryder mig meget dårligt om hans egne refleksioner. Jeg mener slet ikke han skal tænke så meget, men lade sig drive af denne medusa skikkelse, som opsluger ham og drager ham, så det slet ikke kræver eftertænksomhed, men synes uundgåeligt - at han blot må følge hende og lide skibbrud. Et par enkelte eksempler, hvor jeg synes refleksionen er lettere træls T"ænk at jeg gad jagte hende? Nogle ting er dømt til at mislykkes." Og "Ville hun frelse mig eller ødelægge mig? Uvisheden tvang mig imod svar."

Jeg har begået den fejl, at jeg kun har læst teksten en gang. Derfor kunne min tolkning nok være mere skarp. Der var bare så mange fine ting, at jeg endte med at skrive hele smøren.
Håber det giver lyst til at skrive mere. Jeg synes du mestre de små beskrivelser, som giver stemning til fortællingen. Tak for en god læseoplevelse.

"For du er jeg og jeg er dig og vi er alle sammen / Et krav om at være noget"

Hej Victor

Du mestrer uden tvivl vores fælles sprog. Du maler ord. Flot.

Jeg drukner dog noget i alle metaforer, sprogblomster og symboler. Jeg tror det er fordi du overforkæler mig med dem.

Handlingen bliver - for mig - lidt for træg - ja jeg ved det er et af dine mål at krydre intet med en masse ord, og det er også gennemført, måske lidt for meget. Det er en skam, for der er så mange sprogblomster at nyde, og jeg trasker afsted ind imellem.

Jeg når ikke altid både at plukke en sprogblomst, nyde dens duft og udseende før den næste trænger sig på og forlanger at blive plukket.

Jeg synes din lyriske form passer fint ind i prosa, jeg er intet kassemenneske, hvorfor skulle man ikke kunne være en prosaisk lyriker eller omvendt. Jeg er til gengæld næsten aldeles overbevist om, at din historie - som prosa - vil være langt stærkere hvis du strammede den op, det vil den i mine øjne kun blive stærkere af.

Voldsomt og spændende teksteksperiment, tak for den :)

Zebraffe

Hej Emil,

åh, jeg er slet ikke god til at læse det, som er dystert og makabert og forfærdeligt, men ligesom de fleste mennesker både tiltrækkes og frastødes jeg af dygtigt beskrevet, rendyrket rædsel. Jeg bilder mig ind, at jeg forstår det.

Det eneste der forstyrrede min læsning var de små sproglige fejl du begår indimellem ('jeg er ham og han er jeg' og 'udmunder sig i', og den slags) men du formår at fremkalde en følelse, hvis ikke flere, hos den læser, som vil tage dig for den du er. Good work.

Keep it up,
Marlene

Der er virkelig en lethed i det, som du skriver. Derudover bliver man tvunget til at stoppe op flere gange undervejs (det gør jeg i hvert fald) og lige tænke en ekstra gang over, hvad du mente, og det virker rigtig godt.

De sidste to linjer fanger virkelig:
"Nuet som fast holdepunkt i et liv på pause
Det var den aften jeg badede i kul og smaragder"

Hej
Stærkt!

Ved første læsning rammer det slet ikke, men din måde at skrive fordrer at man tager den en gang til, for der er altid noget genialt i dine ting.

Anden gang står det klart!
Crack, narkoman, menneskeligt forfald af nutidens største problem: partydrugs.

Rimene er gode, omend nogle af virker lidt søgte for at opfylde digtets krav om form.

De sidste tre linier...tjo, de har deres effekt, men synes at flade det hele lidt ud i højlært livbeskuelse og den hårde kontante form lider.

Michael

Ordbombe. Simpelt og ligefrem. Kan godt lide at du er en af de få der ikke laver skolerim. Men faktisk bruger det på den fede måde. Jeg vælger at se bort fra de sidste 3 linjer, da jeg ikke rigtig kan lide at du gentager "Cellofan fangekælder fantasterne".