Hej Peter....er det her et evt. vanvid starter. Har læst dine tanker og jeg kan sagtens følge dig i de store træk, Jeg har siddet med mange af de samme spørgsmål og det er vi sikkert ikke alene om. Skal vi vide hvordan det hele starter? Hvorfor ikke bare nøjes med,at sådan er det, Vil mennesket have svar så går vi sikkert vores undergang i møde, eller også gør vi det på en anden front. Trods dette store ekstientielle spørgsmål HVORFRA? må jeg sige at vi har en letfældig omgang med vores alle sammens store historie. Jeg er bare nået dertil, at jeg tror på noget stort, kalder ham Gud for et navn skal han/hun/det have. Jeg går med korset om min hals for at minde mig om, at jeg bare er en lille brik i stort puslespil og jeg skal forvalte min brik ordentligt. Mit bidrag til den store historie, u-som betydelig får jeg aldrig at vide.
dejligt du bringer sådan et emne på banen, selv om vi ikke kan give hinanden et passende og trøstende svar.
Tak. Hilsen Poul

Selv skelner jeg imellem livet som organismer overfor atomer, molekyler. De sidste har vi fælles med sten, vand, stjerner osv. Derfor ser jeg ikke disse mikropartikler som liv på samme måde som vi selv og dyrene.
Skal vi spørge os hvor livet kommer fra, behøver vi derfor ikke spørge hvor atomerne kommer fra. Det er et spændende, men helt andet spørgsmål.
Jeg ser livet, som vi kender det fra organismer, som noget der består af organiseret materie. Når atomer i stort tal organiseres i strukturer der holdes oppe af processer hvor der omsættes energi, og i sådan egenskab er selvopretholdende i en vis tid (levetiden) så vil tilstrækkelig kvantitet føre til kvalitet der kan kaldes liv.
Derfor kan man på en måde sige at i og med at masse organiseres i komplicerede organismer, har man også forklaringen på det. Liv handler om at en organisation af stof søger at opretholde sig selv. Da - og først da! - har vi levende organismer.
Organisationen (og processerne deri) sker fordi den kan. Men med en tilstrækkelig kompleksitet sker der (åbenbart) det, at den også VIL!
Det tror jeg harmonerer med Schopenhauers tanker om viljen, så vidt jeg kan forstå dem.

De helt dybe grunde til at universet er der, og at det eksisterer i form af atomer - tør jeg ikke gætte på. Mange (!) hælder til tanken at en gud har skabt verden. Det tvinger os dog til at stille spørgsmålet: Hvad skabte da denne gud? Og hvorfor er han som han/hun er? Her står de fleste nok af. Og jeg med.

Hej Peter

Du beskriver ret godt den frustration, der opstår, når man får at vide, man er uhelbredelig syg og samtidig skal slås med det kommunale. Og dan angst, der opstår på alle planer. Man føler man er et ligegyldigt nummer i rækken på uhelbredelig syge. Sådan tolker jeg dit digt.

Fint skrevet! / Sofia

Hej Peter,
Det er virkelig et smertefuldt digt. Det greb mig. Den simple form understreger alvoren og budskabet stærkt i hvert et ord.
Bedste hilsner June

Hej Peter
Jeg blev helt åndeløs af at læse din novelle, man blev helt grebet at Idas tanker. Jeg vil gætte på at det var Frank der var morderen og ikke Finn.
vh. Jytte

Hej Peter
Flot novelle, men slutningen giver en noget at tænke over, for vi(læseren) har ikke hørt særligt meget om Ida. Vil de stadig være gift, efter en dags kendskab?? Novellen giver noget at tænke over.
Vh. Jytte

Du er et menneske med en bevidsthed, der gøre at du stiller spørgsmål, Det vigtigste er ikke om man kan komme til alle svar, Vi kan komme vider med at stille spørgsmålene, og det er en menneskelig kondition. Der er altid noget bag noget, men hvad det er ja det er nok spørgsmålet bag alle spørgsmål ; ) . Med ønske om al sundt. oscar

"Det er jo et kendt faktum, at universets udbredelse langsomt stopper op". False, det er blevet bevist at universet accelerere hurtigere, det ser ikke ud til at sætte farten ned foreløbigt.

Selv om jeg har læst en hel del videnskab om netop dette, vil jeg ikke begive mig i kast med en længere udtalelse om det, da jeg kan komme til at sige noget forkert. Jeg har derimod givet nogle links til youtube, hvor der bliver snakket om det du spørg om.

http://www.youtube.com/watch?v=4o6uh2eOGVA&feature=fvst

http://www.youtube.com/watch?v=UA3pbBEiuT0

Dog vil jeg sige, at i et program om big bang på National Geographic, blev der udtalt: "At spørge hvad der var før big bang, er et fjollet spørgsmål, for vi ved det ikke." - ikke helt ordret, men har samme betydning som udtalelsen.

Og en ting mere. Nogle forskere har kommet med en multivers teori. Dem som ikke er med på hvad teorien går ud på, er det at der er flere en blot vores univers. Denne teori udtaler at hvert 'vers' der eksistere har deres egne fysiske love og regler, som ikke nødvendigvis er som vores, og at big bang (som egentligt ikke var et bang, da lyd ikke kan rejse gennem rummet, så mere passende navn ville være big silence), men ikke desto mindre, så kolliderede to 'verser' og skabte vores. Men hvad skabte så de 'verser', vil du nok spørge. Mit svar: I don't know. Men skulle vi ikke først finde ud af hvad der skabte vores 'vers' før vi begynder at undersøge hvad der skabte det der var før vores 'vers' (hvis der da er noget eller var noget før os).

Der også en teori, som siger at vores univers en lineær event, hvilket vil sige, at der var et univers, der crashede, og skabte et nyt univers, som crashede og skabte vores, og at vores univers vil gøre det samme og skabe et nyt unviers.

Men jeg tror ikke at universet er uendeligt, det stopper et sted. Vi kalder det bare uendeligt, fordi vi ikke har fundet kanten.

Med hensyn til hvad der skabte alting, kan jeg ikke sige noget om første gang det blev skabt, men jag kan sige så meget, at vi er genbrug. Vi er sammen sat af atomer fra dinosaurer, stjerne, Albert Einstein og alt hvad der var før vi blev født.

Oh, og en sidste ting, universet er ikke tomt, det består af ca. 25% stof, og 75% mørkenergi.
Fun Fact: 98% af vores genom har vi tilfælles med chimpansen, 57% med hunden, 47% med grisen, 3% med påskeliljer, 25% med ALT levende på jorden (fauna og flora), og kun sølle 1,5% af vores genom bestemmer at vi tilhøre arten Homo sapiens.

Nu må jeg hellere stoppe. Men prøv at se link nr. 2, det kan ikke besvare hvad der skabte big bang, men det kan forhåbentlig give svar på andet. Videnskaben ved ikke alt, men de prøver at forstå alt og give så tilfredsstillende svar de nu engang er i stand til.

Det er rart med en enkel, ligefrem "nå det før morderen"-type historie. Klokkeslettene giver et konstant flow og en følelse af travlhed. Morderens gerninger er også... brrrr. Virkelig uhyggeligt fundet på.

Et par sproglige ting:
- "Den fynske bøddel voldtog og myrdede uskyldige kvinder, han mente var løgnere og ludere." - Pas på med at redegøre for motivation og andre ting, som HP strengt taget ikke kan vide noget om. Nævn hellere, hvorfor den konklusion er draget
- "Ida vågnede pludselig op af sin døs [...]" - Det her forvirrede mig. Jeg tror, du mener "trance".
- Der er mange tegnsætningsfejl, især i replikker.

Jomfru-afsnittet fik mig til at grine. Første gang er det et brilliant personbeskrivende øjeblik. Jeg kender personer, der ville tænke som Ida her, og de er de sødeste, skæggeste væsner :-)
Tre gange er bare for meget at bruge det. Jeg forstod det allerede første gang, og tredje gang var jeg træt af det.

Det kunne være rart at vide, hvad HP arbejder som? Hospital? Plejehjem? Assisteret boinstitution? Jeg sad længe og forestillede mig Finn som en affældig herre... hvilket ødelagde trusselsfaktoren lidt.

Jeg savner også et bedre grundlag for hendes frygt i den scene, hvor Finn afslører sig for hende. "Skuffelse, vrede, indædt had"... Det siger ikke særlig meget. Giv mig noget mere show don't tell, så jeg virkelig kan forstå, hvorfor hun bliver så bange. Hvad er det, der gør denne mand så skræmmende?

Alle andre har bemærket, at Ida opfører sig himmelråbende dumt, så det skal ikke gentages.

Men det er et rigtig godt øjeblik til sidst, hvor man hører, at Finn er taget med Anna.

Jeg kan nu også godt lide, at morderens identitet holdes vag til sidst. Der er selvfølgelig ikke så mange andre muligheder, men hvem ved?

Helt generelt er jeg enig med Mettefreja. Du har helt styr på din gysergenre, så plothullerne er rigtig ærgelige. Kom igen - jeg ved, du kan :-)

Hej Peter, det var da bestemt en underholdende historie med høj spænding. Jeg kan så sidde med det spørgsmål, om en gammel herre på plejehjem - i dag hvor de ofte er meget dårlige, når de endelig kommer på plejehjem - kan klare sådanne uhyggelige drab, men ok, det er jo uhyggeligt og nervepirrende spændende fra de øjeblik hun finder ud af, at Finn er bødlen. Den var meget god med misforståelsen omkring ordet jomfru. Det er det ene efter det andet, der bare tager hinanden og det flyder afsted sprogligt - lige et par små bøffer, men ikke mange - og så... ja, nu skal jeg ikke ødelægge noget for kommende læsere. Bestemt en effektiv gyser. VH Mons

Jeg synes historiens styrke ligger i den beskrivelse af plejemiljøet og (tildels) hovedpersonens overvejelser og tanker. Jeg synes, at du til gengæld kan arbejde en del med at konvertere det meget forklarende til noget, der er mere indlejret i historien (more show). Og så er jeg ikke overbevist om, at plottet sådan holder. Hvorfor går hp ikke til politiet med det samme? Hvorfor kopierer hun billederne i i stedet for at stikke af/ringe, osv.

God historie. Det var et godt gys. Jeg elskede det twist med at hun går og venter på Anna kommer tilbage, og så får hun at vide, at Finn var taget med Anna. Der kunne jeg mærke gyset helt ned i maven.

Men jeg synes der var et brist fordi.. Hvorfor tror hun at det er Finn? Er det ikke kun på grund af drømmen. Jeg synes ikke helt at det hænger sammen, at den drøm kan overbevise hende Så meget.

Sproget flyder ikke rigtigt, der er mange passager, hvor hun bare venter på at dagen skal gå.
Og hendes reaktionsmønster, hvor hun ikke ringer til politiet med det samme (eller går til sin leder) virker heller ikke troværdigt.

Men det med gyserelementerne kan du - det løb mig koldt ned ad ryggen flere gange, bl.a. ved skraldespanden og i slutscenen.

Derfor kommer plothullerne til at fremstå så meget mere ærgerlige, da du helt klart har potentialet til at skrive en rigtig god historie!

Du beskriver bødlen rigtig godt næsten som at være i stuen med ham. Spændingen stiger undervejs og jeg blev holdt til ilden.
Det jeg undre mig over er, at han er beboer på et hjem af hvilken grund?? og er han istand til at bære et lig i papirkontaineren?? Spændende skrevet Fink

Hej Peter

Jeg synes, at din historie lagde fint ud. Navnlig kunne jeg godt lide, at læseren får præsenteret HPs samtale med Finn inden HP selv opdager, at han ikke er så rar. Jeg blev i al fald straks opmærksom på, at der nok ville vise sig en anden side af Finn.
Jeg bliver også nysgerrig sammen med HP og vil da gerne finde ud af, om Finn virkelig er indblandet.
Men jeg når ikke at blive så bange, fordi jeg falder over lidt for mange ting, jeg ikke helt kan få til at hænge sammen. Jeg læser det sådan, at HP arbejder på et plejehjem. Og her er jo hele tiden andre mennesker til stede og dermed rimeligt trygge rammer - så det virker ikke så skræmmende, at Finn måske er morder og kan blive farlig. Desuden er det HP, der udspionerer Finn. Først ved slutningen er han efter hende.
Der er desuden nogle ting, jeg ikke kan få til at stemme overens med virkeligheden. Eksempelvis at HP i starten, da hun er mødt ind sætter sig ned og ser tv. Og så kender jeg ikke noget plejehjem for ældre - eller botilbud for handicappede, psykisk syge osv. - hvor personalet agerer chauffør for beboerne, når de lige skal ud om aftenen. Enten må de tage ud på egen hånd, eller også er der tale om arrangerede ture i dagtimerne med alt personalet. Eller de er tilknyttet et dagtilbud/aftentilbud og får kørsel derigennem. Kort sagt - jeg forstår eller kan ikke helt acceptere din setting.

Venlig hilsen
Anja

Jeg morer mig over den naive Ida, der tror at 'Finn' er interesseret i astrologi, når han spørger om hun er jomfru. Skægt. Ida portrætteres som sød og lidt enfoldig. En værre morder der er løs i Odense. Klart det er tophistorie i tv..

Kan ikke rigtig finde ud af hvor vi er og hvad Ida laver. Siden hun tømmer skraldespande er hun måske i rengøringen? Hvad mon det er for et sted hvor de kalder folk ved efternavn?

Ham Finn er da en væmmelig stodder og så taler han lige som morderens sedler, som vi lige hørte om i TV. Og nu vil han gerne ind til byen? Igen spekulerer jeg over hvor vi er, siden det er noget Ida skal være med til at arrangere.

Karin - afdelingssygeplejersken tager Ida med ind på kontoret. De næste sætninger fortæller om Idas frygt for at Finn er morderen, men jeg kan ikke læse om hun deler den mistanke med din foresatte? Hvad sker der inde på det kontor?

Say what? "Personalet måtte gerne ransage beboernes værelser, hvis de havde en mistanke om, der var noget ulovligt." - Hvor er vi henne? Et bosted for psykisk syge? Det er vel ikke plejehjem. Jeg savner at vi ved hvor vi er henne.

Dit tempo er højt og jeg synes historien er meget fin, men jeg snubler alvorligt i realismen. Der er for meget og for mange små steder, der ikke holder vand. Hvorfor vidererapporterer hun fx ikke, hvad hun ser og hører? Hendes enegang er lige til fyring. Det underlige privathospital/plejehjem. Hvor gammel er Finn? Er det realistisk at en svækket mand lige sømmer en voksen kvinde op på kirkedøren? Og måske er der en anden morder - men hvordan kan det så være, at det lige er Ida han er efter?
Mange små plothuller i et ellers godt gyserpotentiale. Hun opfører sig bare ikke rationelt.
Din start er klart den bedste. Du tegner godt et portræt af en ikke alt for skarp kvinde. Hendes Lara Craft agtige forvandling passer bare dårligt til hvad jeg lader mig bilde ind ;-)
Men bær over - kan se at alle andre er vilde med historien, så er det nok bare mig.

Mikala

Der er gang i sagerne lige fra starten, hvor de første hints om bødlens identitet strøes ud, og så er læseren også med fra starten.

Jeg synes ikke, det ødelægger historien, at bødlen afsløres tidligt i historien. Spændingen og uhyggen næres derfra af Idas omstændige metoder til at skaffe beviserne imod ham. Hun står sådan set allerede med dem, da hun finder billederne i hans værelse, men i stedet for at ringe til politiet lige med det samme,/springe ind i bilen og selv køre til politiet - vælger hun at rende hen på kontoret og kopiere beviserne - endda i to sæt!

Men i resten af historien forbliver hun sine meget omstændige handlinger tro - hun ER bare sådan og dermed bliver historiens forløb oz troværdigt.

mvh. Benno

Du har skrevet en historie med en fint opbygget spændingskurve, hvor der tidligt bliver lagt spor ud til hvem morderen er, mens man som læser dog til sidst er i tvivl om, hvorvidt de spor stemmer overens med hvem morderen er. Flere andre har nævnt, at de ser slutningen som åben.
Sådan læser jeg den ikke. Jeg synes, det er ret tydeligt, at Finn er den fynske bøddel, og at livet for HP simpelthen slutter dér.
Du kunne med fordel have mistænkeliggjort flere andre personer i fortællingen - f.eks. Frank eller Anna - det ville for mig at se have gjort fortællingen mere spændende.
Men det er udelukkende forslag, du kan tage til dig eller glemme igen.

Spændende gyser, men jeg kan ikke lade være med at undre mig over, at Ida ikke går til politiet da hun finder brevstumperne - det ville i mine øjne være det eneste logiske at gøre, eller i det mindste sige det til Karin og/eller Anna.

Men derudover skriver du rigtig godt og medrivende, især da Ida er på Finns værelse og da hun opdager, at Finn er taget med Anna... Puha!!!

Meget fin ide med en plejehjemsmorder - Det er en anderledes scene, som har en god dunkel atmosfære. Jeg synes godt nok det er lidt underligt, at Ida vælger at gøre alting så svært for sig selv i stedet for bare at sige det til Grethe og Politiet. Jeg tror måske der var nogle uoverensstemmelser med klokken, da de skal spise. Det er som om der bliver hoppet lidt frem og tilbage i tiden. Men ellers godt med hendes frygt og stress omkring det med billederne på værelset.

Fine tanker. Den nu afdøde filosof og tænker Alan Watts har lavet en youtube video hvor han fortæller om bl.a. disse ting. Nogle af hans interessante tanker er at "ingenting" og "noget" er gensidigt definerende. Altså kan vi ikke forestille os "ingenting" uden at forestille os "noget" som sidestykke til det, og heller ikke den anden vej rundt. Hvis det er rigtigt at alting er defineret af modsætninger, så bliver det meningsløst at tale om en "skabelse" eller en "tilintetgørelse". Det er lidt det samme med tid og rum (bevægelse og udbredelse). Vi definerer fortiden som noget der er forbi, nutiden som noget der hele tiden er her og forsvinder ud i "forbi", og fremtiden som noget der hele tiden kommer til nutiden, for at være her et øjeblik og forsvinde til "forbi" igen. Men når man fremstiller tingene på denne måde, virker det en anelse absurd. Måske skulle man hellere tale om bevægelse. Noget bevæger sig og i det øjeblik vi iagttager det, eller andre iagttager det, opfatter vi det som "nu" eller i det mindste et symbolsk "nu", fx. når vi iagttager stjernerne, selvom vi ved at lyset vi ser gengiver noget der forekom for tusinder eller millioner af år siden et sted derude.

Det for mig at se mest interessante er det som kvantemekanikken bringer på banen, nemlig at vi som iagttagere former eller definerer den virkelighed vi er en del af. Alle vores videnskabelige ideer som vi tager som faktum er afsmitninger af vores eget intellekt og dets møde med verden omkring os. I princippet kigger vi ind i et spejl, og forsøger at fortælle noget om universet ved at betragte hvordan vi ser, og hvordan vi bevæger os.

Nå, nu skal jeg ikke komme for langt ud af et sidespor. Men jeg blev inspireret og forundret over din tekst og den måde du ser verden på. Forundring og nysgerrighed, uden den var der ingen videnskab, ingen tanker, ingenting.

Den Ida er da også ualmindelig klodset. Hvorfor tog hun ikke bare billederne fra skuffen og gik til politiet med det samme, i stedet for alt det med at kopiere dem. Nåja, så var der ikke kommet så meget historie ud af det. Nåja, mennesker opfører sig jo ikke altid klogt, så for så vidt kan det være meget realistisk. Og det var da spændende.
Kåemer

Hej Peter
God start, hvor jeg straks blev grebet af det makabre billede af den korsfæstede kvinde på døren af Munkebjerg Kirke i Odense. Jeg glædede mig til det gyselige bekendtskab med den fynske bøddel.

I starten virker det også godt med de minutpræcise tidsangivelser, men historien ødelægges af en alt for tidlig afsløring af beboeren Finn. Først finder Ida stumper af breve i hans papirkurv, som næsten er tilstrækkeligt til en politianmeldelse, og da hun så finder billederne af de to myrdede kvinder, så er det bare at ringe til politiet. Hvorfor gør du Ida til så dum en gås, at hun ikke kan finde ud af det, men i stedet render rundt i resten af historien som et rystende nervevrag? Selvfølgelig for at skrive en gyser. Men den del af historien interesser jeg mig ikke for. Du har tabt mig som læser.

Dertil kommer, at du i al for høj grad fortæller, hvad Ida føler (angst, angst og mere angst) i stedet for at beskrive situationen og så lade læseren lægge de følelser i historien, som situationen berettiger til. Altså "Show, don't tell".

Jeg kan godt se, at du har en makaber historie, men fortællerteknisk synes jeg ikke det rigtigt er lykkedes for dig. Men hvem har sagt, at gysergenren er let? Ikke mig sagde hunden.
Kaare