Mange tak. Jeg er glad for, at du (I) kan lide dem. Og fedt, at teksterne bliver læst, selvom min profil har ligget hengemt i et stykke tid :-)

Lige nu føler jeg ikke, at jeg har tiden (tager mig tiden) til at få skrevet. Måske senere. Jeg ved godt, at det er en meget naiv måde at tænke det på, men lige tror jeg ikke, at jeg kommer til at skrive, før jeg virkelig igen oplever en lyst til det. Og det opstår som regel ikke spontant. Man skal være i mindsettet.

Men måske :-)

Mange tak for din kommentar. Jeg er glad for, du kan lide det. :-)

Jeg forstår godt din forvirring over sidste linje. Det er lidt pinligt at lave det i et digt på 5 linjer, men det var simpelthen bare en stavefejl. Der skal stå "før jeg når bunden".
Jeg håber, det giver lidt bedre mening sådan.

Mange tak for din kommentar :-)

Det er det første digt jeg har skrevet i årevis, så jeg har brugt det til at komme lidt i gang igen. Jeg er glad for, du kunne lide det.
Kunne du evt. uddybe for mig, hvad det er, den tredje strofe mangler for at fungere lige så godt som de to første? Eller bare, hvad de to første kan, som den sidste ikke kan? Det er måske ikke et nemt spørgsmål, men jeg vil gerne høre dine tanker om det. Også selvom de ikke kan gøre det fuldstændigt klart :-)

Mange tak for din kommentar :-)

Ros er ikke dårligt :-)
Man behøver ikke nødvendigvis komme med en kritik, før man giver noget værdifuldt videre. Egentligt så ligger det, jeg helst ville høre noget om, allerede i dit svar: Jeg ville gerne beskrive foråret. Jeg ville bringe nogle associationer frem, der fik læseren til at tænke på foråret som noget behageligt og som noget, man kan længes efter. Det er jeg glad for lykkedes :-)

Jeg er glad for, at du ikke har fundet beskrivelsen kedelig. Vil altid gerne, at der er lidt mere, end hvad der umiddelbart fremstår. Teksten skal helst give læseren noget at arbejde med. Jeg ville gerne have, at der lå noget mere tragisk i teksten end bare en fin beskrivelse af foråret - omend han endte med at reagere en smule melodramatisk.

Faktisk kommer hele tanken om deres forhold fra, at jeg, første gange jeg hørte Red Hot Chili Peppers sang 'By the way', hørte forkert. Jeg troede, Kiedis sang: 'Daddy, the girl is singing songs to me' - og jeg syntes, der var noget smukt og uskyldigt over linjen. Jeg forestillede mig en pige, der gjorde kur til en dreng, og han blev bange og løb ind til sin far og sladrede. Egentligt var han ikke uinteresseret i hende, men han var stadig alt for meget barn til at håndtere det. Her er faktisk hele plottet til historien :-)

Hej, Jesper

Jeg er glad for, at du har fundet teksten fængende, og at du kan vende tilbage til den. Det er rigtig rar kompliment at få. Jeg sætter desuden stor pris på, at du har taget dig tid til at kommentere den :-)

Slutningen er utvivlsomt det mest kringlede i fortællingen og måske er det endda også for meget. Det er desuden en meget brutal slutning, og den står udenfor, hvad teksten ellers har lagt op til; men jeg ønskede en chok-effekt. Jeg ville have at læseren skulle fæstne sig ved den og undre sig. Jeg ville gerne have, at vinden skulle ændre karakter (eller måske træde mere i karakter) - dels for at vise, at den rent faktisk havde en vilje. Det var ikke blot ved et tilfælde, at Albert bliver løftet op på bjerget og ned igen. Den ønskede det. Dels skulle det illustrere den grundlæggende uenighed, der var mellem lærerens ærinde og dens eget.
Jeg har ikke lyst til bare at give dig en facitliste - mest fordi jeg ikke tror, du ønsker det. Men jeg vil gerne hjælpe dig med afklaring.
Der er en dobbeltmoral i lærerens fortællinger: Han har viet hele sit liv til sandheden om Bojanala, men når det kommer til stykket, ønsker han ikke at kende den. Der er en eksistentialistisk pointe i det. Her var det egentligt den oprindelige mening, at teksten skulle være stoppet; men så begyndte det at irritere mig, at læreren dikterede for Albert. Selvom jeg fuldt ud støtter lærerens mål, så syntes jeg ikke, at han kunne projektere sine egne tanker og forståelser overfor Albert. På den måde misforstod han sig selv. Derfor lod jeg vinden gribe ind.
At læreren så i sidste ende fik sin vilje, fordi Albert blev bange, er et bevidst valg, fordi jeg egentligt sympatiserer med hans synspunkter. Hans død var nødvendig, for at vindens synspunkt også kunne fremstå; men jeg er glad for, at han fik sit vilje i det lange løb.

Jeg håber, at denne kommentar ikke bare fremstår som kryptisk; men at den kan bibringe forvirring på et højere plan eller måske klarhed. Jeg kan godt lave en analyse af fortællingen, der dissekerer den; men jeg mener, at skønlitteraturens force ligger i at adskille sig fra faglitteraturen på dette punkt. Jeg vil hellere at min tekst giver et indtryk, man kan sidde med og føle på, fremfor at lancere en filosofisk redegørelse for, hvordan man kan leve sit liv :-)

Hej,

Mange tak for din kommentar til min tekst :-)

Jeg er glad for mange af de udsnit, du fremhæver, da det også er nogle af mine personlige favoritter. Sproget er bevidst gammeldags, da jeg nyder at udfordre sætningskonstruktioner og benytte mig af alternative. Meningen skal helst ikke fortabe sig eller gøre teksten tung at læse, men synes, der er en god pointe i at sige ting på måder, som man normalt ikke vil kaste sig over. Det bliver tit til, at jeg hælder til et gammeldagssprog, der finder sin inspiration fra Herman Bang - også fordi jeg synes, det er et æstetisk flot sprog.

Dit PS forstår jeg ikke helt. Det virker en smule fragmenteret for mig. Kan du uddybe lidt? :-)

Hej, mange tak for din kommentar :-)

Jeg er glad for, at ironien skinner igennem, og man fanger, at digtet er sin egen karikatur. Det var tænkt som en refleksion over et homogent samfund, og hvordan man i så fald kan blive nødt til at lade som om, at visse elementer slet ikke har sin eksistens.

Nu skrev jeg digtet for 8 år siden, så jeg var 16 dengang. Det er egentligt ret sjovt for mig at gennemlæse, for jeg opdager, at jeg har skrevet ting, som jeg aldrig ville gøre i dag. Fx negerpige eller 'ombetrække en muslim' - det er hamrende politisk ukorrekt. Jeg ved, at jeg skrev det uden at tænke videre over det; jeg har ikke bevidst provokeret i den henseende.
Det får mig til at overveje, om det er mig, der har ændret mig og er blevet mere sart; eller om det er samfundet som helhed, der tillader mindre tale om de emner. Om sproget i højere grad har underlagt sig selv censur.
Uanset hvad, så er jeg glad for, jeg har skrevet de ting. Det giver digtet mere kant og gør meningen tydeligere, end det egentligt var tiltænkt.