Tabet af dig på denne hjemmeside var tabet af noget godt.

og det kom jeg så til at læse under forfatterbemærkninger bagefter. undskyld :)

Wauw spændende og fængende skriveri. Bliver selvfølgelig nødt til at læse videre.

Må jeg spørge, er det en sand historie?

Det er saft suseme en god tekst, den bog kan blive god, det smager af mere og dufter af cypress :-)

Hej Natashia
Uhyggeligt med uhyggeligt på, volden som en dans, det giver mig myrekryb, "yndefuld vold" puha, og "det her er dansen der aldrig slutter" puha igen medmindre det altså er en del af et erotisk spil?? Mest får jeg myrekryb når jeg læser din tekst for jeg synes på en eller anden måde den beskriver Den afhængighed der ofte udspiller sig mellem voldsudøveren og offeret/ i et parforhold. Du skriver sublimt så godt, jeg føler mig som fluen på væggen. Tak for ordene fra Ulla

Vold som æstetik. Et voldigt parforhold i total opløsning skildret med en Tarantinosk elegance. På samme tid modbydeligt og fascinerende at læse om. Vedkommende, væsentligt og fremragende skrevet. Det er hvad det er.
Kh Lars

Jeg tror altså, det her bliver udgivet, Natashia! Det er virkelig godt :)

Din grundlæggende historie er god, især i dette kapitel, hvor de andre karakterer er begyndt at træde mere frem. Du skriver også ret flot, og så berører du et samfundsrelevant emne.

Det er jo det, mange forlag siger, de leder efter.

Der er selvfølgelig ting hist og pist, der nok skal være lidt mere tight, men det er jo noget, man kan komme tilbage til.

Det eneste jeg lige vil sige...

Du kan rigtig godt lide sådan nogle malende beskrivelser. Husk på, at det er prosa, du skriver. I prosa er det handlinger, karakterer og konflikter, der fører dramaet frem - ikke sprogblomster.

Det husker du i dette kapitel, og bliver du ved med at huske det, er jeg næsten sikker på din bog, nok skal blive udgivet.

Hvor er det bare poetisk. Fantastiske billeder. Man danner sig et billede af to mennesker som danser og man får lyst til være med i billedet og være en del af stemningen.
Virkelig godt skrevet.

Jeg synes, der er noget grundlæggende i dit kunsteriske mod, der gør, at du er så meget bedre end de fleste andre, og man altid er lidt nysgerrig, når man ser dit navn poppe frem under nye tekster :)

Du tør vise os læsere hvem du er, når du er eller mest øm. Og du tør det kontroversielle ved at kalde et digt med så seksuelle undertoner for voldens koreografi.

Meget litteratur er i dag blevet politisk og desværre også politisk korrekt, men menneskets sind er ambivalent og ofte i konflikt med samfundet og sine egne idealer.

Jeg ved ikke om jeg overfortolker digtet, men jeg synes digtet udspiller sig inden for sådan nogle ambivalente følelsers rammer. Og det slipper du godt afsted med. Der er en aura af æstetisk ynde og en flot, naturlig sans for det poetiske i sproget gennem hele digtet.

... Og jeg håber ikke jeg lyder alt for fan boy agtig :D

... men jeg synes sgu det er vigtigt at man som forfatter gør eller i hvert fald forsøger at gøre de her ting, som du gør - viser mod, tager chancer, risikere at føle sig nøgen, risikerer ydmygelse, tør være grim, tør at gå hele vejen, osv. osv.

sikke en smuk beskrivelse af det største mirakel der eksistere, optakten til elskoven, forventningens glæde er jo som sagt den største. Virkelig malerisk beskrivelse, må jeg nok sige. :) godt skrevet.

KH Rubertus

Sikke et billedsprog - et flot poetisk skriv der får mig til at tænke, gid teksten ikke var slut så hurtigt, for det er knageme godt skrevet. Sikke mataforer - og sikke en flot sammenhæng.

Oplevelsen lyder som en rystende en af slagsen, jeg håber det går, eller du har fundet freden?

Hej Natashia, jeg synes det virker som et bedre kapitel nu, mere dramaturgisk. En aktion fører til en reaktion/konflikt, som fører til en ny reaktion/mere konflikt og til sidst sider din hovedperson på toilettet med spasmer, hvilket øger spændingen for de næste kapitler (kan hun mon klare det?).

Sender lige et skærmbillede af noget jeg lavede tidligere i år, da jeg gjorde lidt selvstudier i dramaturgi.

Hej Natashia,

Det er et spændende emne du har taget fat på her og jeg tror det er et der vil fange manges interesse, at prøve at leve med i hvordan ens tilværelse kan forme sig således at man i en periode bor på et krisecenter – og hvordan det er. Det fanger i hvert fald min.

Her er hvad jeg faldt over undervejs – jeg har prøvet at læse det kritisk(-konstruktivt), da jeg antager at det er det du kan bruge til mest:

Generelt skriver du rigtig godt og klart, men jeg synes ind i mellem dit billedsprog bliver en anelse upræcist: Slangen visler, det bliver lidt for blomstret for min smag, for det gør en rem jo ikke og selv om den måske minder hende om noget uhyggeligt er den jo ikke ved at springe på hende, den ligger snarere (uhyggeligt) stille. De store klare, flager – støvfnug er jo ikke store, ej heller klare, så det bliver lidt vildledende for mig.

”noget der vil ændre vores liv for altid.” + ”Men sandheden er, at det er vi langt fra.” Det bliver lidt for dramatiserende for mig med de kommentarer – der er masser af drama i selve begivenhederne, stol på din fortælling, den er spændende nok i sig selv til at bære min opmærksomhed.

En rem, hvilken rem? Er det et bælte eller en rem til noget andet? Er det læder? Måske lidt mere beskrivelse af hvordan den ser ud rent fysisk. Vil du fortælle at han bruger den til at slå hende?

Jeg kunne godt tænke mig at du beskrev Sophias hudfarve også.

”Han har brugt det sidste mælk, kartonen står stadig på bordet” God detalje.

”Nu hader jeg dem.” Dette her blive lidt “tell” i stedet for ”show”. Jeg får fornemmelsen af at forholdet mellem de to er meget vigtigt for din historie, den måde det har udviklet sig på og den ophobede smerte hun bærer i sig over deres fælles historie. Jeg kunne godt tænke mig du udfoldede dette forhold mere – i stedet for at ”nu hader jeg dem”, giv mig en dialog, hvor han taler om hvad han skal, lad mig fornemme kemien mellem dem, hendes tanker undervejs – er hun typen der brokker sig og skændes med ham eller bider hun det blot i sig, mens hun fortryder at hun nogensinde har kastet sig ud i dette her?

Faktisk bliver jeg ret interesseret som læser i at forstå de to – og forstå ham. Jeg tror du kunne give hendes flugt mere vægt, hvis vi også fik mere forhistorie. Måske et kapitel, der viser os hvordan de havde det sammen til at starte med, en scene der får os til at forstå hvorfor hun ikke kunne lade være med at vælge ham og kaste sig ud i det – og dernæst frem i tid, hvor en masse har ændret sig, deres forhold, hendes tanker om det hele, smerten ved at måtte indse at det man deponerede alle sine drømme i har vist sig at være – eller udvikle sig til – noget helt andet end det man håbede.

Alt dette her skriver jeg selvfølgelig blot til inspiration og uden at vide hvad du har i tankerne med de næste kapitler.

"Er det bare os, der tager på ferie?" Rigtig godt, de der nære, rørende replikker.

Tak for en god tekst, jeg håber du kan bruge mine kommentarer.

Bedste hilsner, Morten

Jeg vil ikke sige, det er kommet for langt ned i tempo. :)

Men indtil videre har historien kørt relativt uhindret efter din hovedpersons drivkraft. Jeg tror det ville være en god ide at forstyre den ved at sætte nogle dramatiske forhindringer op for hende og lade nogle af dine andre karakterer komme til.

Hvad er det nu man siger... Act 1: Get your character up in a tree... Der er din karakter nu.. i det her kvindehjem.

Act 2: Throw rocks at them... Det er nok det du skal igang med nu

Og så skal din karakter ned ad træet igen på et eller andet tidspunkt. Det er selvfølgelig lidt mere kompliceret i praksis, men jeg tror det er vigtigt, hvis dine karakterer skal folde sig ud, at der bliver kastet med nogle sten.

Hej Natashia, jeg synes stadig, du har gang i noget spændene! :)

Hvis jeg skal give noget konstruktiv kritik, så tror jeg, det snart må være på tide at gøre dramaet lidt mere dynamisk.

Er der nogle bipersoner, der kan komme ind og påvirke historien - beboere i huset din hovedperson ikke kommer godt ud af det med, familiemedlemmer, ansatte i det offentlige, familieadvokater osv.? Hvad for nogle personlighedstræk og følelser (f.eks. i forhold til faren) har børnene, der kan påvirke historien? Og hvad laver faren i kulissen, der kan skabe noget spændning?

Jeg blev som sædvanligt fanget af din tekst, der glider fint sprogligt i sin vekslen mellem tanker og iagttagelser.
Super sammenhæng mellem indledning og afslutning.
Mvh. Lise