Hej Martin
Du skylder (fortsat) at stramme op på dit sprog. Men når det er sagt, må jeg sige, at jeg synes rigtig godt om din tekst. Her er den inderste kim til angsten: "Kan nogen læse mine tanker?" Det var Søren Kierkegaard, der i indledningen af "Enten Eller" bemærkede, at menneskene er mærkelige, eftersom de fordrer ytringsfrihed, når nu de har tænkefrihed. Og det er så dette sidste, du stiller spørgsmålstegn ved: Har vi den frihed, til at tænke? Og hvad hvis ...?
Novellen er på den ene side en lang hypotese. Og så alligevel ikke. For det er et (tanke)-eksperiment, der lever i mange af os hver eneste dag. Vi er, som talemåden siger, alle psykopater for Vor Herre. Spørgsmålet er så, hvor saliggørende det er - én gang for alle (som det sker for novellens hovedperson) - at få blotlagt sine tanker. Giver det fred? Kan man sige: "Så kan det også være lige meget, nu kan jeg bare være mig selv"? Det er, som jeg læser det, dit bud i slutningen (som du af gode grunde ikke er alt for vild med). Men det er måske et tvivlsomt bud, eftersom man pludselig er afhængig af andres dom (i nymoralismens tidsalder). Så længe omverdenen i kristen forstand ser og ikke ser, hører og ikke hører, så er alt såre godt (sådan som det vel også er tilfældet i bussen og hjemme). Men hvor længe? Måske ville det løfte din novelle, hvis du gjorde din slutning mere nuanceret. Og i det hele taget skulle du måske dyrke dit tankeeksperiment end mere, dvs. gøre novellen længere. For som sagt: Temaet fejler bestemt ikke noget. "Keep up the good Work!"
Jacob