Hej Jennifer, jeg kan godt lide den ordleg, som du lægger ud med, dobbeltbetydningen af ed og Edens have. Det går så ellers videre i et vildt tempo, sådan føles det med de korte linier. Jeg fornemmer meget dobbelttydighed i digtet, som at det kan være fantasien, hvor man kan få det som man vil have det. Det skulle måske være forkortet lidt, i nogen passager siger det noget, som allerede er sagt klart. Men meget at tænke over, din interesse for det filosofiske skinner igennem. VH Mons

Hej Jennifer
Et ganske godt digt om frustrationerne ved ikke at føle man har noget at byde på. Kender følelsen, har selv lige været der, og jeg er måske ikke helt kommet udover det endnu, men langsomt vender lysten og inspirationen til at skabe og fortælle tilbage.

Du har nogle få grammatiske svipsere;
- Min øjne
- Intet hænger længere samme

Ellers er det et fint digt, hvor jeg især godt kan lide billederne i den sidste del af digtet.

Mvh. trudi

Helt tabt er inspirtationen nu ikke!
Når du kan få sådan noget ud af "et sygeligt intet,"
så spiller klaveret nok ikke så ringe endda!
På den igen Jennifer. Du kan jo!
Snart giver du igen et nummer.
Hælene i og afsted!

Hej Jennifer

Rigtig godt digt du har skruet sammen her :-)
Stærkt beskrevet desperation, som er nem at sætte sig ind i.

Dine ord kommer helt ud over kanten..ret godt :-)


Michael

Hvor var det et godt digt. Det overrasker en med den sidste sætning. jeg elsker din start, du start rigtig godt, så godt du lad os tilføje et smil, og det er kun godt!

Hej Jennifer

Her har du min reaktion på teksten. Det er jo mere en reaktion end en litterær analyse, men jeg håber, at du kan bruge den alligevel.

Jeg tror, at mange af vore valg er præget af det, vi har oplevet. Alligevel har vi en fri vilje. Noget er forudbestemt allerede fra før vi blev født og levede i den åndelige verden. Men, hvordan vi manøvrerer mellem visse forudbestemte punkter på vores livslinje, afhænger af de valg vi træffer under vejs.

Selvmord er ikke nogen god løsning, fordi man derved ofte afbryder sin livsbane for tidligt. Derved vil man fra det indre åndelige plan være bundet til til de ting, man havde aftalt at udføre i sit liv, inden man inkarnerede. Først når den planlagte livstid er endt, vil man kunne fortsætte op i højere åndelige verdner. Derfor er det bedre at blive i livet og lade sig forvandle i sit hjerte af smerten og modgangen. Selv om det kan være hårdt. For nogle kan det være FOR hårdt, og i sidste ende er det Jesus, der dømmer. Og hans dom er mild og retfærdig. Så der er også håb og tilgivelse for de, som tager deres eget liv. Men generelt er det bedst at blive i livet.

Ja, det er fascinerende at anskue tilværelsen og universet som en cyklisk proces. Og hvorfor skulle der ikke også være en cyklus af liv og død, ligesom vi oplever en cyklus af vågen og søvn. Men du fremstiller universet lidt som et kæmpe urværk, hvor tandhjulene snurrer og griber ind i hinanden. Gud har måske sat urværket igang i tidernes morgen, men menneskets vilje er der ikke plads til.

Jeg synes selv, at det er mere frugtbart at se universet, Gud og mennesket, som en bevidste organismer, der gror og knopskyder på et væld af overraskende og farverige måder. Ligesom en tekst, et digt, kan have sit eget liv og sætningerne knopskyder i uventede retninger. Det er din egen tekst jo et godt eksempel på. Teksten er blevet til gennem en kreativ proces. Den er opstået organisk ud af dit liv, din fantasi og dit sprog. Den er ikke determineret af et stykke mekanik, som blevtrukket op en gang i tidernes morgen. Din egen tekst modbeviser determinismen. Så du er ikke bundet til determinismen. Det er en tanke du frit kan droppe. Din personlighed er bundet til din sjæl og din sjæl er bundet til din ånd. I den forstand er du bundet til dig selv i al "evighed". Men i næste inkarnation vil din sjæl vælge en anden personlighed. Så mere evig er "mig selv" altså heller ikke.

Venlig hilsen
Frank

Kære Jennifer Høi Nielsen

Du er bestemt en af mine favoritter... og dette værk stadfæster min tillid til dig.
Jeg tror ikke du skriver om dig selv, jeg klamrer mig til din profiltekst, hvor du bor i Kolding med dit livs kærlighed. Jeg håber og tror på, at du er lykkelig.
Du ejer bare evnen, til at bringe os derud, hvor vi tror, vi ikke kan returnere fra.
Du formår, at analysere dine medmennesker og deres verden. Og sætte dig i deres sted.
Et inteligent cirkelspark.
Jeg må hive luft ind.
Klasse.

Vh.
Poul Brasch

Meget interessant essay-lignende novelle. At lade en karakter rante kan altid være meget interessant, men ligesom når man selv skriver et essay skal man passe på ikke at gå i cirkler (a-ha-ha!)
Men virkelig, gentagelser kan bygge en god form op og give fantastiske effekter, men overbrug kan dræbe en historie fuldkommen. Ikke at din tekst bliver dræbt af den, men det lange stykke, hvor der skrives om dager og uger og årtusinder og planeter osv. fik jeg tanken "ja, we get it." Når pointen er givet behøves der ikke sættes flere facit streger. Det samme med den konstante brug af cirkler:
Karakteren er besat af cirkler, og cirklerne kan sagtens blive nævnt lige så meget, som du har gjort, gennem teksten, uden at det virker som om læseren prikkes i hovedet med en pegefinger, men fordi der er en meget essay-agtig form i teksten, og pointen bestemt ikke underspilles, bør du passe på. Med så direkte en stil behøver man ikke skære ting ud i pap.
(Jeg frygter jeg selv er begyndt at jokke rundt i egne fodspor nu, men så er det jo også et godt eksempel på det farlige hul, man kan falde i.)
God slutning.
Jeg synes alt i alt det var en virkelig god tekst! Og nogle tanker, jeg også selv har gået med, men aldrig fået skrevet ned. Modigt emne, og cirklerne danner en god metafor. Sjovt, at cirklen nærmest er et Sort Tegn for denne karakter, og de gamle grækere så cirklen som den perfekte geometriske figur. (Hvilket også gjorde dem skuffede, da de fandt ud af, at planeterne er ovale, ikke cirkelformede ;))
Fortsæt det rigtig gode arbejde! Jeg ved ikke, om man kan give stjerner, når det ikke er en skriveøvelse? Jeg ville i hvert fald give den 4/5 :)

Kan kun stille mig op i rækken med bravour.
Virkelig godt skrevet, fængende og du holder den lige til det sidste.
Jeg havde personligt intet problem med at følge dine spring frem og tilbage.

Godt gået :-)

Jeg blev grebet af din tekst.
Den måde du formår at rive livets essentielle tanker og anskuelser ned, ved brugen af ord.
Fantastisk.
Jeg er også tilbøjelig til at tro, at der bliver skrevet om dig selv.
Og ja, tankerne kan opsluge en i fortvivlelse! Kan vi ikke bare forblive bestandig uoplyste om verdens galskab...

Igen, flot skrevet.
Glad for at møde en tekst som din, herinde.

Hilsen
Anders

Kommentar til "Et liv i en verden af menneskelig determinisme."
af Jennifer Høi Nielsen

Jeg er et lidt naivt gemyt, tror jeg. (En del vil nok give mig ret heri!)
Derfor er jeg tilbøjelig til at tro, at jennifer her faktisk skriver om sig selv. Jeg kan ikke rigtig finde ud af det.
Men, lad mig her opfatte situationen som hypotetisk. (Det er uhyggeligt nok endda!)

Jennifer, eller fortælleren, har set sig gal på begrebet "determinisme." På en måde kan man godt forstå det. For denne filosofiske tankegang antyder jo, at vi er bundne til vor skæbne uden mulighed for at skride ind. Dog kan man jo så sige, at vor indskriden så også er forudbestemt. Gør det noget, at vor vilje er forudbestemt, hvis vi får den? :-)
Men det sættes i relief ved, at den frie vilje så ikke eksisterer. For nogle er det en frustrerende tanke.
HP beskriver sig selv som et offer. Offer for begge forældres selvmord og en grufuld udgang på hendes eget forgæves forsøg på at dø. Altså, Jennifer! Hvor du dog skræmmer os! Jeg håber ikke, det hele er sandt!

Jennifer holder af at beskrive alt i verden som cirkler. Jeg tror aldrig, jeg har set ordet cirkel så ofte i samme tekst. :-) Cirklen er det, der ikke begynder og ikke slutter, men bare kører rundt og rundt. Et billed på meningsløsheden. Og for et ungt menneske er mangt og meget meningsløst. Eller rettere, man kan ikke finde meningen.
Jeg husker fra min egen ungdom, at jeg også ville dø. Jeg havde ikke ret til at leve, og kunne ikke se nogen fremtid. Mindst af alt ville jeg have børn. Jeg ville ikke have kæreste, kone eller kærlighed. Men jeg havde ikke mod til at dø.
Nogen fik mig ned på jorden. Gav mig mig grund under fødderne, fjernede min livsangst. Hvem? Venstrefløjen faktisk!
En kammerat forærede mig "Steppeulven" af Herman Hesse. Den bog var en åbenbaring. For fra ord til andet handlede den jo om mig! Med utrolig nøjagtighed. Og jeg har på fornemmelsen, at mange andre unge har haft det på samme måde. I den forstand er bogen genial.

Så blev jeg ældre og indså, at der var et liv, var en grund til at leve. Og til dig, Jennifer, vil jeg sige:
Du er en dejlig og klog pige. Verden er lidt bedre, fordi du er her!

Venlig hilsen
Flemming Dalsgaard.

Jennifer Høi Nielsen

Jeg tror at forrige kommentar af Flemming Dalsgaard siger en hel del af det jeg vil sige;
Derfior vil jeg ikke rode yderligere rundt i det.
Hold da op. Jeg var trylbundet i denne fantastiske fortælling.
Tror faktisk ikke at jeg faldt af hesten på noget tidspunkt, kunne springe med og over i tid og sted.
Jeg er forundret over din indsigt og indlevelse, som var det selvoplevet,
Hvad skal jeg sige? Mageløst værk, sublimt.
Med respekt.

Vh.
Poul Brasch

Kommentar til "Dorethy Dukkebarn"
af Jennifer Høi Nielsen

Jennifer Nielsen er ikke ligefrem en ældre dame. Det afsløres visse steder i sproget, som rummer nogle få fejl, som man forbinder med ungdom og begrænset erfaring.
Men alt i alt ville man tillægge teksten en betydeligt mere moden person. For novellen er skrev med intelligens og en udsædvanlig dybde.
På en måde er den for intelligent. For den springen rundt i handlingens forskellige tider og steder er ofte forvirrende. Når man skriver en sådan historie, har man den så tæt inde på livet, at man selv han følge med. Men for en læser, der møder teksten første gang, kan det være svært at holde tungen lige i munden.
Det er ikke svært at se den kunstneriske berettigelse af disse spring i tid og sted. For det kan virke kedeligt i en novelle at lave en langstrakt kronologi i stedet for dette mix af tilstedeværelser. Men når de forskellige afsnit ikke introduceres på nogen måde, men blot begynder sin epik helt flydende, som var hele fortællingen gået forud i samme kontekst, så melder vanskelighederne sig for læseren. I hvert fald for mig. Det er en smule utilfredsstillende, at det, der skulle være et kunstnerisk bravournummer, bliver en hæmning for gennemsnitslæsen, hvortil jeg må regne mig selv.
Jeg er faktisk tilhænder af, at man kan springe i tid. Men her springes der frem og tilbage som akkorder i et stykke musik, der gentages og repeteres.
Det kunne måske forøge tilgængeligheden, hvis der blev arbejdet mere bevidst med tone og ordvalg, så de forskellige steder og epoker kunne genkendes som ledemotiver med lidt mere karakteristiske klangfarver.

Der lægges megen vægt på dukkemotivet. Det er forståeligt. For i en fortælling, skal hovedpersonen have noget, der er karakteristisk og genkendeligt. Da historien har jødeforfølgelsen som tema, skal man måske alligevel være forsigtig med at give dukkesammenligningen så stærkt fokus. At pigen ligner en dukke med barnlige kropsproportioner og et Botticelliansigt er henrivende og charmerende. (Det skal jeg være den første til at indrømme!) Men pas på at det ikke overskygger Holocaustdramaet, der i sig selv har mere end tilstrækkelig tyngde. Men kan sige det sådan: Holocaust er så voldsomt og uhyrligt, at intet sideordnet tema bør sidestilles med det.
Jeg ville foretrække, at dukketemaet fik lov at være hovedtema i en fortælling, hvor gigantdramaet, Holocaust, ikke er til stede.

Nu må det være slut med at nævne manglerne. For Jennifer har et ualmindeligt episk talent. Hun besidder en visdom og indsigt, der er næsten skræmmende hos så ungt et menneske. Her er så meget at bygge på, at der må komme noget stort en dag.

Venlig hilsen
Flemming Dalsgaard.

Jeg er meget imponeret. Historien var fængslende fra start til slut, medrivende og rørende. Du skriver helt utroligt godt og formår at bevare spændingen hele vejen igennem. Jeg blev dog lidt forvirret ang. det med hendes mor... Der står hun dør, men senere sidder hun i en stol..? Det kan selvfølgelig også være mig, der ikke har fået det hele med, men det virker umiddelbart lidt mystisk... Flashback? Eller...?

Jeg elsker, hvordan Dorethy hele tiden beskrives som en dukke igennem små detaljer. Skøn historie!