Jeg kan godt lide den rolige og venlige tone der er over teksten.
Langsomt folder du Mona ud -
Mens ordene mellem Mona og Thomas blev færre blev skotøjsæskerne flere.
rigtigt rigtig godt synes jeg.

Og så slutter vi med en twist tilsidst der virkelig vil noget :-).

Måske kunne man godt putte noget ind om Monas forhold til sine æsker, som kunne belyse hvordan hun var indeni.
(hun slikkede måske på tingene, sorterede dem, prøvede at få dem til at sidde fast på sig selv ....)
Det kunne give noget mere spænding i teksten - især hvis det bliver fortalt i samme rolige venlige tone som resten - bare et forslag

hej Ane
Det er nogle flotte beskrivelser du har, man er virkelig med på sidelinjen, inde i Monas hoved, men også hendes kæreste træder tydeligt frem. P.s. Er hun virkelig i stand til at slå ham ihjel, for at få hjertet? Nå det er jo din slutning, og jeg synes bare det er så godt skrevet. Det kunne også være starten på en god roman, det ville være spændende, at følge Mona meget længere.
Mange gode hilsner fra Heksemutter

Hej Ane
Super, super god novelle du har fået skrevet her!
Du formår at gøre Mona fuldstændig levende.
Du har nogle rigtig gode beskrivelser og så fortæller du bare historien helt fantastisk. Rigtig godt og flydende sprog.
Stakkel pige, som tager alting, og da hun endelig får noget forærende, tager hun også det. Din slutning var overraskende, men god.

Kun rosende hilsner herfra
Sanne

Nej, hvor jeg grinede da jeg læste denne her tekst. Virkelig god humor omkring et ellers meget alvorligt emne, lige fra det med toiletpapiret i ansigtet til hele hans uheldige dag, og også en rigtig god slutning. Godt gået.

mvh Pia

Hej ane.

Jeg synes rigtig godt om din novelle. Historien er god og plottet er helt usædvanligt. Sproget er, som sædvanligt, fantastisk. Men dog synes jeg historien er for kort. For lige at bruge et billede, synes jeg dit sprog er som et varmt tæppe på en kold dag. Jeg kan bare ikke få n ok og vil ikke slippe din historie igen.

Der er så meget mere jeg gerne vil vide. Hvad var det de sagde under den diskussion. Nåede han at få et kys. Hvordan ser døden egentlig ud og hvad er det for noget med optællere og budbringere. Jeg vil bare have meget mere.

Det kunne måske være sjovt at høre meget mere til dødens historie.

Håber på en længere version.
Godt arbejde.
Knus

Hej Flame – sikken en idé du har fået med det spejl, der vækker Valdemar til at ville noget med sit liv.
’Make yourself a life’, som det vist i dag hedder på nydansk.

Jeg følte mig meget usikker på hans alder. Troede i starten, han var en senil plejehjems beboer p.gr.a. hans ufrivillige græder. og hans besvær med at binde sine sko. Jeg mener, du bør stamme op og lade ham stå mere klart frem som den ca. 50 årige oversete han er udadtil, men dog potentielt livsduelige mand, som spejlet fortæller ham, han er.
Jeg studsede lidt over udtrykket: ’ tiden hang ham i ærmet som en gammel kliché’

Slutningen er meget elegant drejet.

Du har skrevet en flot novelle. Er meget betaget af den. Jeg tænkte faktisk først, at dette handlede om selvforelskelse (narcissismen), men derefter fandt jeg jo ud af, at det var helt anderledes. Der er inddrasget så mange små detaljer, som bare gør den endnu mere rar og smuk. Jeg fik en god oplevelse ;D

-Stefanie Andersen

Det kan vist ikke siges mere præcist, end Helene allerede har gjort det. Den var rørende og meget levende beskrevet, fyldt med gode, flydende metaforer.
Det var en oplevelse.
Julie

Meget godt, metaforerne, sproget i det hele taget, den lette ironi til tider, de små korte sætninger... fantastisk
Camilla

Jeg sidder tilbage med kuldegysninger over så flot og levende en beskrivelse af smerten ved et forhold, der går tabt på utroskab. Dine metaforer er en fryd at læse. Der er mange, men til temaet syntes jeg ikke, at de virker til at være "proppet" ind i teksten. At du skriver novellen i jeg-person gør den meget let at indleve sig i handlingen, og alle de små detajler, der er mere hint end egentlige beskrivelser, gør den meget levende. Du fanger smerten rigtig flot og beskriver den endnu bedre på utrolig lidt plads. Selvom det snart et årti siden, jeg selv har brudt med et forhold, så har du formået at føre mig igennem oplevelsen endnu en gang. Ikke at jeg vil takke dig for det *smiler*, men jeg vil bestemt rose dig for, at det er lykkedes dig.

Det er en meget flot og rørende novelle !

Flot. Giv mig mere!

Bibelot: Der er ingen den/det-fejl? I starten er hun den eneste person, hvis det er det, du tænker på! Ikke det eneste mennesker...

God historie, hvor du formår at give udtryk for følelser, der ikke går over gevind og bliver rørstrømske.
Karakteren på den udkårne er almengyldig og alligevel med realistiske små særpræg, der gør hende spændende.
Man fornemmer klart hvor den sørgmodige stil bærer hen, men det forpurrer du fint med den elegante afslutning, som ikke er malplaceret, men rørende på en god måde.
Det er også i slutningen du har nogle rigtig gode metaforer og beskrivelser.
.."Smilende lagde hun sine behov i et hjørne hvor malingen skallede af forneden.." (rigtig flot). Samme med .." Mine sko giver genklang i kirkens hvælving, da jeg bryder den hellige stilhed med en overlagt støj."
Også slutreplikken er tilpas kryptisk, der kan lægges en masse følelse og symbolik i den bemærkning, et ? til at pirre læserens nysgerrighed/tankevirksomhed med.
Til gengæld har du nogle sproglige fejl med den/det - sin/hendes - manglende hjælpeverber osv.
Bibelot

Hej...læste din novelle Blå Øjne... er meget facineret af den. F´lot skrevet...

Hej Ane.

Jeg kan ikke finde nogen måde at kontakte dig på, så jeg skriver her på denne "kommentar" side. Jeg er interesseret i din tekst "Ingenting". Hvis du gider sende mig en mail på Johan@Y2G-TV.dk

Tak

Som svar til LarsN:
Først, tak for din kommentar. Jeg er glad for at du stiller spørgsmål fremfor at give op :-) Jeg skal prøve at forklare hvad jeg havde tænkt med novellen og farvespillet, selv om det muligvis ikke bliver mere forståeligt af den grund. Men jeg prøver.
Min tanke bag novellen var hvordan døden påvirker mindet om en person. Det er rigtig nok manden, som har mistet kvinden han elskede, og han ser tilbage på hvordan hun var alt han ville have. Med farvespillet prøvede jeg at opdele verden efter hvordan han så den: blåt for hende, rødt for "alle de andre". Det er dem imod verden, hvis man kan sige det. Så alt hun repræsenterer kommer i den blå farve, og al den ydre påvirkning (hvis man kan sige det) kommer af den røde farve. Derfor er der også purpurrøde blomster på kisten (muligvis mener han, at det er verden der har taget hende fra ham, "Hun var den eneste der ikke var forurenet på den her jord. Den eneste."). Men når sandheden pludselig slår ham, ser han, at hun faktisk ikke havde de blå øjne, som han huskede hende for. Spørgsmålet er så hvor mange af hans minder er sande, og hvor mange minder, der er blevet glorificeret?
-Men andre der har læst den, før jeg lagde den herind, har fået noget helt andet ud af den. Og det var også meningen - at man selv kunne komme til en konklusion, hvis man ville :-) Jeg håber at forklaringen lyste lidt op på forvirringen (og ikke gjorde den værre).
Ane Andersen

Hej Ane
Jeg ved ikke rigtig om jeg vil kalde det en sød tekst men det er bare den tanke jeg har efter at have læst den. Det er en sød tekst, tænker jeg.
Jeg er måske ikke så vant til den slags tekster men jeg kunne ikke helt fange essensen i den. Umiddelbart handler den jo om en mand der har mistet en vigtig person, men hele det farvespil der kører igennem teksten har jeg svært ved at få helt styr på. Hvad symboliserer det røde og hvad symboliserer det blå?
Det er ellers en meget flot beskrevet tekst hvor din gode skrivestil leverer en dejlig stemning, hvorfor jeg også kalder den en sød tekst, hvor chokket med begravelsen ikke slår så hårdt igennem som det måske var meningen.
Men igen nød jeg at læse din tekst.
Mvh LarsN

Hej Ane
Jeg nød at læse din tekst fordi den vækkede nogle følelser jeg ikke er vant til når jeg læser. Jeg vil prøve om jeg kan forklare det nogenlunde. Din hovedperson var meget spændende fordi han var så anderledes fra normen og du har meget vellykket beskrevet hvordan han nyder at tackle en situation vi andre aldrig vil håbe at ende i. Da vi så hører om moren og hun viser sig at være ligeglad, komplet ligeglad, så blev jeg forarget. Jo mere jeg læste desto mere blev jeg vred og irriteret og som noget nyt blev jeg irriteret på dig som forfatter. Hvordan kunne du skrive noget så hamrende virkelighedsfjernt, tænkte jeg vredt. Men med den afsluttende sætning "Han satte sig ud i bilen og græd." faldt det hele på plads og jeg forstod at det var ham og ikke moren det handlede om.
Jeg synes det er flot at du har formået at skrive en tekst der i den grad kan få læseren til at føle sig forarget og så alligevel slutter af på en fornem måde så alt giver mening.
Det er en god måde du får rykket ved politimanden så han alligevel ikke er så følelseskold som han giver udtryk for. Meget virkningsfuldt.
LarsN