Du skriver i din kommentar, at du ikke ved, hvor vellykket den er blevet, din tekst. Jeg synes, at den er blevet endog meget vellykket. Du bruger nogle letfattelige metaforer, får fint dine egne tanker til at hænge sammen med artikeloplægget, så vi får den samfundsmæssige vinkel på. Dit sprog er letflydende og mere korrekt end de fleste danskere skriver det i dag - hvilket jeg som tidligere korrekturlæser (noget man bliver for evigt sprogskadet af; fejl springer irriterende let i øjnene) kan forsikre dig for er med til at bibringe en rolig og sammenhængende oplevelse af en tekst. Hvilket jeg mener er meget vigtigt, hvis ens budskab skal stå klart og tydeligt.

Det eneste sted, hvor jeg mister orienteringen i din tekst er dér, hvor du skriver, "at starten på hans liv i et kulturnedprioriteret-samfund vil skærpe denne enorme lyst til kreativitet." Det ville da kun være godt, hvis nedprioriteringen skærpede kreativiteten. Men sammenhængen indikerer, at hvad du faktisk mente, var "indskrænke" i stedet for skærpe.

Så alt i alt et rigtig fint essay.

Hej Camilla.
Det er længe siden, jeg har læst tekster herinde - endsige kommenteret dem. Det vil jeg råde bod på nu.

Du har simpelthen en særlig evne med ord. Hver linie driver én videre til den næste linie - det næste ord. Som om man ikke var blevet fodret i flere uger, tilbyder du lækkerbidsken efter lækkerbidsken. Og jeg lader mig lokke, halser efter den. På trods af smerten, når jeg tygger ordene. Lidt ligesom at spise en tidsel. Jeg er jo ikke en ged. Men måske skal de bare koges, som brændenælder, der giver den fineste suppe, når de bliver kogt, fordi smertevolderne bliver neutraliserede?

Det gør mig ondt, at det er selverfaret, det her. Men hvor er det fint, at du kan sætte ord på det - jeg håber, at det hjælper dig til at rejse dig igen.

Varme tanker,
Maryanna

Når jeg tænker tilbage på min opvækst, så interesserede jeg mig slet ikke for de voksnes verden. Ingen tanker om, at den var spændende eller at jeg en dag selv ville være der. Mine tanker gik mere på, om jeg kunne være sammen med mine forældre. Få lov til at være med i det, de lavede. Og nyde samværet når det var muligt at være med.

Derfor var min første tanke, at de første to vers udgiver sig for at være barnets holdninger - men tydeligvis skrevet af en voksen, da de ikke indeholder den spontanitet og væren i nuet som er så karakteristisk for børn.

Da jeg så havde læst det igennem tre gange eller så, så gik det op for mig, at dette digt måske var en voksens forklaring til et barn om, hvordan det udvikler sig. Og her gik det op for mig, hvor vellykket du har spiddet udviklingen fra barn til voksne på din pen. Meget fint!

Men du har ret: Vi frygter ikke de mennesker, vi ikke kan se forskellighederne på. Det er næsten som en kollektiv udgave af Pavlovs hundeeksperiment. Her er det blot ikke forventningen om mad, der tilkendegives ved savlen, der er blevet den betingede refleks; nej, medierne og historierne har indpodet frygten - den altid iboende frygt for det man ikke kender og derfor ikke ved, om man kan håndtere - som en betinget refleks, når vi ser de fremmedartede træk, som vi nu har lært at forbinde med overgreb, terror og undertrykkelse.
Der skal vist en hel del personlig disciplin til at aflære den betingning igen ...

Fint, at du stiller spørgsmålene.

Hej Kristina.
Jeg synes dit digt meget godt beskriver en situation - præcist og usentimentalt. Det bærer meddelelsen om den frustration, det giver at opleve noget andre ikke kan se og derfor tage del i, videre på meget tydelig vis.

Det eneste jeg vil opponere imod er de personlige stedord i 2. vers' 1. linie. Det ville have virket mere elegant, hvis der havde været overensstemmelse mellem det første ord - "man" - og din senere reference til dig selv - "jeg".

Med venlig hilsen,
Maryanna

Ja - heh - der fik jeg lige mine fordomme om militæret bekræftet - til overmål.
Jeg tror, at ordet spontanitet for længst er gledet ud af ordbøgerne i værnene.
Tak for ordene.

Jaa ... en af dine tekster, som jeg (endnu) ikke havde læst, Camilla.
Har du fundet svaret? Har du allerede vundet? Det er jo længe siden, du skrev den. Med den indstilling til tilværelsen tror jeg det er praktisk taget umuligt at tabe i længden.
Knus,

Akke-ja! Tænk at være barn igen og bare leve i nuet. Slet ikke tænke på, at den smukke blomst ikke kan leve ret længe uden sine rødder.
At lade skyen gå for solen, for ligesom at understrege, at nu er harmonien for alvor brudt, synes jeg er ret godt fundet på.
Tak for historien.

Se, det var jo et rigtigt eventyr - som gamle H.C. ville have sagt.
At adskille sig fra det, der gør ondt er da også en form for kamp (jvfr. 1. kommentar) - særligt da når kampen ender med accept af sig selv. Jeg tror, at det er let at glemme, at det ikke er de ydre fjender det er vigtigst at kæmpe med, men at overvinde de indre fjender. Jeg håber, at Gumle blev rigtig, rigtig gammel, så han kunne nyde sit liv og sin nye selvindsigt.

Tænk, Kåemer - jeg sad og tænkte det samme som dig: Hvorfor den lille sko dog ikke kunne finde nåde for en benamputerets øjne?
Men det var selvfølgelig slet ikke meningen med eventyret. Som jeg opfatter historien, er det bedre at ligge på en losseplads og være helt fri og ubundet, end at have fået alle sine drømme opfyldt, men alligevel være nødt til at gå derhen, hvor en anden vil.
God historie.

Phew ... er det dét, man kalder at udfordre skæbnen? Eller er det en selvopfyldende profeti? Hvor ironisk er det ikke, at idet den lille hest prøver at overvinde sin angst (eller overbevise sig om, at den er reel), er det øjeblik, hvor hun fødes ind i en anden tilstand - som glassplinter, der kan gøre herskabets fødder skade og selv ikke kan skades mere.
Hvor mange mennesker er der ikke hver dag, der styrter ud over kanten og går i tusind stykker? Og hvor mange af dem får sig ikke med tiden samlet sammen igen til at leve et liv som klinkede skår? Og hvor mange mennesker er der ikke, der ønsker sig, at de havde en andens styrke? Selvom disse mennesker også har deres akilleshæl?
Det er en meget tænksom lille ting, du her har skrevet, Heidi. Vellykket, synes jeg.

Jeg har aldrig givet mig af med at læse bøger, fordi de blev positivt anmeldt af kritikerne. Jeg har for længst fundet ud af, at hvad angår film og bøger har kritikerne og jeg ikke samme smag.
Derfor finder jeg meget ofte perler blandt udsalgsbøgerne. Vel at mærke bøger, som jeg synes er perler. Det glæder mig, at andre også synes det er værd at se efter det guld, der ikke glimter.

Jah, godt råd.
Selv terroristerne bruger ure - timeren på deres bomber!
I min hverdag tænker jeg ikke længere på terrorister og katastrofer. Jeg tager en dag ad gangen.
Men jeg kan da levende se det for mig: Kronprinsen skal giftes når bøgen er sprunget ud ... ja, men hvilken bøg?
Jeg tror, at man helt fra tidernes morgen har inddelt døgnet i tidsintervaller - de er bare blevet mindre og mindre efterhånden som tempoet, og evnen til at gøre tingene hurtigt, er blevet sat i vejret.
Men en tænksom tekst ... ja, bestemt.

Hvilken nydelse at læse denne tekst. Og den er endda præmieret, kan jeg forstå? Jeg har ikke fulgt forårets konkurrence, så du må undskylde min ignorance - jeg kan jo næsten regne ud, at det må være den, du har vundet. Tillykke.
Men tekstens stil, kontinuitet, ordvalg m.m.: Smukt.

Hej, Kåemer.
Regnestykket går galt, når du regner tilbage. Du må huske på, at Adam og Eva overhovedet ikke havde andet at tage sig til end at kopulere! Er der noget at sige til, at vi så er så mange i dag?
Og i betragtning af, at "hele verden" formentlig kun omfattede mellemøsten dengang syndfloden fandt sted, så må der alligevel have været adskilligt flere overlevende end Noa og hans familie på resten af kloden.
Ellers synes jeg, at det er en herligt kalorielet tekst, letlæst og med glimt i øjet. Jeg sidder tilbage med et rart smil på læberne efter at have læst den.

Ja, meget poetisk - jeg føler mig nærmest hensat til en svunden tid. Det kræver derfor, for mig, koncentration at læse - og frem for alt at forstå - det, du skriver. Jeg fornemmer dog tydeligt mennesket bag teksten, men helt bestemt uden bagefter at turde sige, at jeg nu kender dette menneske en lille smule. Faktisk sidder jeg tilbage med følelsen af, at jeg har fået lov til at se et mikroskopisk udsnit af dette menneske - og dette mikroskopiske udsnit advarer mig: Pas på, her kan intet tages for givet. Dette menneske har uanede dybder og din erfaring og intuition kan ikke fortælle dig, hvad der gemmer sig om det næste hjørne. Alt er her uforudsigeligt.

Jeg nød historien i fulde drag. Jeg synes den med tænderne var helt i børnehøjde.
Måske kunne du godt have rundet slutningen bedre af. Den slutning, du har her får mig til at føle mig en lille smule "snubbet af".

Jeg trak bestemt også på smilebåndet. Og jeg vil da sige, at konsekvensen af det andet ønske er da indlysende. Moderen har man - i hvert fald ved naturmetoden - altid kunnet være sikker på, hvem var, men den anden halvdel ...? Uha.

Det var et dejligt eventyr at vågne op til. Flydende (nå, ja - det var ikke min mening at prøve at være vittig) og velskrevet, uden ret mange dikke-darer. Især kan jeg godt lide indledningen, og jeg kan ligefrem se for mig, hvordan ungerne sætter sig bedre til rette for at høre, hvad der så kommer.

En sød, hjertelig tekst, der luner læseren (mig) behageligt indvendigt. I denne 2004-halvoverskyede-halvblæsende sommer er det skønt næsten at kunne høre lærken slå sine triller over knallertens vrumm-vrum-vrum. Jeg sidder tilbage med et tilpas lille smil om læberne.

Det er en utroligt sindsoprivende oplevelse, når ens allernærmeste bliver alvorligt syge. Jeg håber af hele mit hjerte, at jeres trængsler er ovre i skrivende stund, og at I har fået det lagt bag jer.

Der er altid nogen, der har været bange for troens styrke. Og altid nogen, der har prøvet at knægte folk ved at skamfere deres tros ydre manifestationer. Disse mennesker har aldrig forstået det med tro rigtigt: At man ikke kan knægte et folk, der lever med deres tro i hjertet og ikke i deres kulturarv. Hvor alt andet forgår, består de indre værdier og overlever årtusinders stormløb.
Det er ikke ligegyldige spørgsmål, du stiller. Rart at blive mindet om at tage stilling til nogle af disse ting igen.

Hm, ja dine svar på dine egne spørgsmål kunne godt være rigtige - set fra een synsvinkel. Fra en anden ville de sikkert se anderledes ud. Jeg tror ikke, at tingene er så sort/hvide. Ikke desto mindre synes jeg, at det er en relevant tekst, du har skrevet, ganske enkelt fordi du tvinger andre mennesker til at tænke over de samme spørgsmål.

Ja - det kunne da heller ikke være for tidligt!
Det er alligevel meget, at man kan komme til at synes så godt om en så anonym kvinde, som du beskriver i denne tekst. Jeg tror det for mig har noget at gøre med hendes mod og handlekraft. Jeg synes om denne slags prosa - i ikke for store doser :-)