Hej Melanie

Tak for denne tekst og for at sætte ord på det uskyldiges skyld. Det er så uretfærdigt, fordi det burde være omvendt. Det burde være tekstens du og ikke jeget, der følte skyld, men ingen kan bære den. Derfor bliver projektionen nødvendig: 'Voldtægt handler ikke om os. Voldtægt handler om dem.'
Teksten kunne egentlige stoppe ved denne projektion, men der er mere at fortælle. Alle fremtidige du'er skal måle sig med traumet, og det jeg, der er tilbage, bliver aldrig det samme igen. For selv om voldtægten er noget, der er sket, er den der stadig. Den går ikke væk i det nye forhold. Den bliver nutid. Skiftet fra førnutid til datid og tilbage til nutid er virkelig godt grebet. Her bliver konsekvensen synlig. Grænsen mellem det, der er sket, og det der sker, udviskes, og man mærker det umenneskelige i at bære rundt på et traume, hvor selv tiden er fange, men tiden er en ubarmhjertig størrelse, fordi den kun bevæger sig i en retning. Man kan ikke gå tilbage og pille det ud, der gjorde ondt. Det bliver så tydeligt i denne tekst. Tak for det.

Venlig hilsen
Arne

Hej Peter

Det sidste linjeknæk fik mig til at læse teksten baglæns, hvilket skandaløst nok fungerer. Det er disse knæk, der gør teksten til et digt og ikke en prosatekst.
For at tage kritikken først i dette langt hen ad vejen vellykkede digt, finder jeg et du for meget i linje tolv.
Bret Easton Ellis har ikke levet forgæves. Han kommer dog et stik dybere, hvilket selvfølgelig er muligt i en bog. Det er der ikke plads til her, men som projekt, hvilket jeg antager, dette kunne være begyndelsen på, må der finde en identifikation sted. Duet i digtet har intet sympatisk over sig. Dette er givetvis meningen, men det skaber samtidigt en distance, jeg ikke er sikker på, vil holde i længden.
Der sker afgjort noget, når det man kan, bliver til den, man er. En maskulin identitet, der udelukkende bygger på præstationen, er lige så flygtig som striben på kanten af brættet inden det store skyl. Det er krystalklart her, og måske særligt synligt for den, der står udenfor og kigger ind i jetset-universet, men det har også noget alment over sig. Det kunne lige så vel ske for den midaldrende kvinde. Da er det måske sværere at få øje på.
Hvis jeg skulle være lidt skarp her til sidst, hvilket selvfølgelig er drøn-uretfærdigt, fordi teksten jo fungerer, som den er, så hæver duet sig ikke op over klicheen. Det bliver en stereotyp, og jeg savner et par ridser i den sorte Porsche eller måske bare et blik ud af forruden mod byens lys.

Venlig hilsen
Arne

Hej Jacob

Livet som daggammelt brød. Det er med at dele det, før det mugner. Jeg kan egentlig godt lide digtet, selv om jeg synes, at betydningen bliver 'skåret' lidt for meget ud i strofe/vers tre og fire. På den anden side er der så heller ingen tvivl om, hvor billedet vil hen.

Venlig hilsen
Arne

Hej Polina

Der er nogle sjove bogstavrim i digtets første fem linjer - for højt/for længe og forkert/fortæller/for meget. 'Fortælleren' føler sig forkert, fordi 'fortælleren' får at vide, at det denne gør, er forkert. Duet bliver konstant korrigeret.
Jeg læser det sådan, at de første fem linjer er omgivelsernes kritik og de to sidste linjer er duets konklusion. Jeg ved ikke, om det er den tomme linje, der gør, at jeg læser digtet sådan. Måske er forklaringen en anden, nemlig at kritikken af dette du ændrer sig fra at omtale duets handlinger til at omtale duet selv. Subjektet gør det forkerte, derfor må det selv være forkert. Dette synes at være den logiske konklusion.
Der er heller ingen for-ord i sidste strofe. Den får lov at stå for sig selv som et udskammet fundament under bebrejdelsen. Ikke engang en alliteration kan snige sig ind. Måske ville der være en anden pointe, hvis der var en.
Det billede, jeg synes, står stærkest, er de 'forkerte keramikdyr'. De bliver samtidig et billede på digtets skrøbelige du. Et du, der er gjort skrøbelig, fordi det har accepteret sin tilstand. Eller har det? Tvivlen kommer ind, fordi der står 'du' og ikke 'jeg'. Havde det sidste 'du' været et 'jeg'', ville jeg ikke have været i tvivl. Det er selvfølgelig bedst sådan - at digtet ikke giver svar på alt.
Jeg håber ikke kommentaren blev for lang eller forvrøvlet.

Venlig hilsen
Arne

Et jeg udstillet med sine ting. Det betyder ingenting, hvad tingene hedder, eller hvor de kommer fra. Det betyder en anelse mere, hvilken reference de skaber hos den, der ser/læser. I virkeligheden handler det ikke om tingene. Det handler om identitet. Det synes jeg, du viser tydeligt her. Distancen til tingene finder også vej til ord. Alligevel savner jeg noget. Der er ingen veje ud. Teksten bliver ikke et spejl. Måske behøves det ikke. Måske er det bedre, at jeget forsvinder i det håbløse projekt, det er, at finde identifikation i tingene.

Venlig hilsen
Arne

Hej Mia

Der er en fantastisk rytme i digtet. Det mest ærgerlige er, at det slutter, så jeg må læse det igen, næsten som et mantra og uden helt at forstå, hvad det betyder. Det gør til gengæld ingenting. Også nogle gode ord, der slutter på s og ikke er hverken ribs eller kapers.

Venlig hilsen
Arne

Hej Tommy

Dette digt giver udtrykket 'at komme under huden på nogen' en konkret adresse. Tanken kan måske ved første øjekast virke underlig, men det er jo noget, vi alle har prøvet, selv om vi næppe husker det. Hvad angår sproget, er jeg ikke så vild med genitiverne, men det er vel en smags sag:) Der er noget interessant ved at vende tilbage til et sted, man har været. At dette sted er en andens krop, gør det ikke mindre spændende. Alligevel virker det som om, der mangler en forløsning. Skelettet kommer ikke for alvor ud af skabet. Det virker i det hele taget mistænkeligt at vi'et er forbi, mens jeget stadig er fanget indeni du'ets krop. Måske giver det på sin egen særegne måde alligevel mening. Tak for ordene.

Venlig hilsen
Arne

Hej Jeppe

Sjov idé. Titlerne sættes sammen og danner en sammenhæng. Jeg sendte engang et digt til Hvedekorn, der hed firser-hit-dialog, hvor en stemme svarer en anden udelukkende med titler fra firserne. Jeg snød lidt med tegnsætningen. Fx er der følgende sætning: 'Dig & mig buster barndommens gade.' Det er tre titler 'Dig & mig', 'Buster' og 'Barndommens gade'.
Måske er det ikke nødvendigt at ændre tegnsætningen. Det gør ready-maden mindre ready, og det er lidt suspekt:) Sammenhængen indfinder sig alligevel. '"uskyldige børn" "forklædt som voksen"' er jo sjov. Min favorit er nok '"weekend kriger" "brænder byen ned"'
Readymades er sjove, men de er også nemme. Jo særere de er, jo bedre. Det er mit indtryk. Man ser noget og sætter det ind i en anden kontekst, men rammen er den samme. Rammen er altid et digt, et par linjer omhyggeligt placeret, men rammen er også en margin, der er tekstens fængsel. Måske skulle det være i marginen at ready-maden skulle stå. Formen er ikke uvæsentlig, især ikke når teksten er givet.
Noget helt andet er, at den oprindelige afsender (I dette tilfælde Suspekt) måske ikke bryder sig om, at deres ord får en ny vinkel. Det kan jeg huske, jeg tænkte på. Umiddelbart vil jeg tro, at så længe den oprindelige afsender er nævnt, og der ikke er tvivl om, hvor teksten stammer fra, så burde der ikke være noget problem. Det er lidt nemmere, når man holder sig til samme kunstner:)

Venlig hilsen
Arne

Hej Fanny
Måske er det mig, der læser Bukowskis digt "So You Want To Be A Writer?" forkert. Men jeg ser digtet som en opfordring til at skrive. Måske fordi jeg har prøvet at lade være. Det er ikke lykkedes i mere end en uge eller to, men nok om mig.
Digtet handler vel om præmissen for at skrive. Hvorfor skriver man? Bukowski opridser 'forkerte' præmisser, men mod slutningen giver han den 'rigtige' præmis.
Det er vel altid vigtigt at vide, hvorfor man skriver. Der er meget andet, man kan gøre, og livet er kun så langt. Tvivlen kommer kun, hvis motivet er forkert. Det er den pointe, jeg læser i digtet.
Der er selvfølgelig andre ting, der spiller ind. Viljen rækker ikke længere end talentet, men begge dele må til. Det er klummens anden del, jeg refererer til her. Det handler vel også om at finde sin genre. Det kræver noget forskelligt. Lyrik kræver præcision og sans for nuancer i sproget. Romaner kræver en smule planlægning. Noveller kræver et stramt sprog og fokus på handling.
Når jeg genlæser omtalte digt, virker det som om, det er henvendt til lyrikere. De må ofte give noget mere af sig selv. Som romanforfatter er det nemmere at gemme sig. Man kan fuldstændigt forsvinde, og det er min påstand, at det i romaner altid er at foretrække, når forfatterens eget jeg er trukket ud af ligningen, men det er en anden diskussion, der ikke er plads til her.

Vh.
Arne

Hej Anni
Der er mange fine linjer. Kan specielt godt lide billedet af elevatoren, der spytter både mennesker og breve ud. Det giver et indtryk af den mekaniske tilgang, der hersker på stedet. Elevatoren er både et billede på en gentagelse af bestemte bevægelser, men samtidigt ved man ikke helt, hvad der spyttes ud næste gang, den åbner.

Vh.
Arne

Vil søvnen sig ikke indfinde
må man famle omkring i blinde
for at vælte omkuld eller falde
ind i en verden, der ikke kan kalde

Drømmen er gemt bag en tanke
i et tidevand uden redningsplanke
jeg har sovet i timen i talløse timer
nu rejser jeg mig op, fordi det rimer

Undskyld, jeg rimer med. Det er et relevant emne. Søvn er universelt. Alt sover (næsten). Derfor kan det undre, at forskningen har været lidt sent ude, når det gælder søvn. Selve processen er meget svær at beskrive. Man siger, at man falder i søvn. Når man ser nogen, der er ved at falde i søvn, kan det være svært at se, hvad det er, der falder.
Nogle tillægger månen betydning. Denne betydning bliver utvetydigt skudt i sænk af digterjeget her, hvilket jo er en fin detalje. Der er også et sjovt billede med at eje en søvn. Måske er det rimet, der har tvunget det frem, men faste rammer kan netop vende ordene på en måde, der slår sproget lidt skævt, og som helt frie vers ikke har kunnet. Ordene skal vendes og drejes, og som digterjeget falder de ikke i søvn, hvilket jo er rigtig godt, når man er et ord i et digt, der handler om ikke at falde i søvn.