Når man, som sådan, ikke rigtig har udrettet det store, eller har gjort sig fortjent til alt muligt, eller sågar været heldig nok til at få lykken serveret på et sølvfad, så er det påfaldende hvor rodet og retningsløst halvdelen af livet ser ud, og man forundres måske over, hvorfor man ikke bare slår sig løs og lever og fejler og drikker vin, mens man kysser og elsker og beder og håber og smiler og tænker positivt og networker sig vej ind i de inderste cirkler af lykkelige mennesker, der deler ud af deres visdom og erfaringer, på plancher og til foredrag, mens de skriver bøger og lér - men sådan er jeg ikke for jeg er konstant usikker, tvivler og er slet ikke en mand i støbeforms forstand, og da slet ikke mig selv (som de beder om på tinder), en urokkelige støtte eller alfa-hannen, der leder og opretholder fred, orden og retfærdighed, nej, jeg er bare mig, en dreng der blev gammel og som nu er halvvejs, og milevidt fra målet, som jeg ikke ved hvor findes, mens jeg drikker kaffe, og ser på dig - og undrer mig.