Der bliver her spillet op til dans med gamle minder.
Jeg kan lide det; den barnlige absurditet, manglen på svar, mængden af spørgsmål og den uforløste slutning.
For hvor skal HP hen nu? Sandsynligvis ingen steder. En kort tekst, som beskriver et tankespind som kører i ring. Meget rammende og nogen gange er der bare ingen svar og ingen forløsning (udløsning?).

taenkehat

Stærkt digt.

Tænker til at starte med på "Mother" af Pink Floyd, men efterhånden flyder det ud og digtet bliver sin egen stemme. Blottet for prætentiøst ordflom og obskure metaforer og tilbage står en spørgende barnestemme; "Hvorfor?"
Uskylden, vreden danner ramme om frustrationen (selvrefleksionen?).
Kort og godt et stærkt digt.

I petitesse afdelingen;

Tror at du at han ændrede sig?

Sproglig fejl eller et barns famlende sprog?

Uanset hvad fortjener digtet stor ros

Mvh.
Taenkehat

Bliver fanget et sted mellem Levi og Kronisk.

Det er godt, meeeeen:

Du er allerede kommet til konklusionen - der er ingen udvikling.
Der er bare blevet kogt lidt for meget suppe på den sang, til at man kan blive fuldstændig begejstret.
En linie for meget? Eller et par linier for lidt? Det hele lugter lidt for meget af en eksistentiel Ga-Jol pakke.
Der er dog noget at arbejde videre på.

Victor

Et metadigt, med et knæk.

Et emne gennemtærsket af fesne emo-poeter (inklusiv mig selv) og kloge hoveder. Du gør det let tilgængeligt og let at relatere til. Ubrugelige vendinger og prætentiøse ord er skåret bort og skelettet står tilbage: Hvad er livet, hvem er jeg og hvordan bliver jeg en del af det liv, som jeg i øvrigt ikke aner hvad er?
Jeg nød det. Jeg blev ikke klogere, men hvordan skal man også blive det på det område?

Victor

Et digt skrevet af en kvinde til kvinder, kommenteret af kvinder.

Men digtet rammer bredere. Den ambivalente følelse og afmagt og håbet om redning - og foragten for alle, som smider en redningskrans, kender alle.
Klichéen "Den hyppigst brugte løgn er: Jeg har det fint" føles passende her.. Situationen bliver sat i baggrunden. Der er ingen historie, ingen karakterer, kun blanke ansigter med én følelse - og den beskriver du glimrende.

Victor

Sikke dog en intetsigende historie - Fantastisk!

Som en ulv i fåreklæder sniger novellen sig ind på mig. Hvad der forekommer som en karakteristik af desktopperen, er i virkeligheden en karakteristik af HP. HP er en blot en skygge, som nedskriver desktopperen.
At HP bliver fremstillet så almindeligt gør, umiddelbart, desktopperen til det interessante ved denne fortælling. Men de små hints rundt omkring gør hele forskellen; den "smarte" bil, det mondæne job, besættelsen af desktopperens sirlige kaffestel.
At fremstille så almindeligt et menneske, så tordnende usympatisk, uden at få dette til at virke som en bevidst handling, er en udfordring af de større - hvis ikke den største. HP lader desktopperen dø, i frygt for at komme for tæt på, en vidunderlig morale.

Sjældent kan en historie fortælle så meget, ved at fortælle så lidt.

Aner man en løftet pegefinger til de almene normer for sociale interaktioner? Berørings angst mellem mænd? Jeg gør i hvert fald - historien sætter mange tanker i gang.

Beundrende hilsner
Victor E. Kristensen

Den første halvdel af teksten fyldte mig med lede. Endnu en tekst om ulykkelig kærlighed avlet af et frustreret teenage hjertet. Trægt kæmpede jeg mig dog gennem teksten og kunne skuffet konstatere at den røde snor tilsyneladende er noget så kliché og usmageligt som "Time to say goodbye". Skræmmende tæt på at knække mig overvejede jeg at stoppe. For øv noget romantisk bavl.

Det gjorde jeg dog ikke.

Jeg læste videre.

Og gudsketakoglov for det!

Når man har fortæret det romantiske bavl, og lige har fået det fordøjet, går det jo op for en af det er en utrolig velskrevet og præcis tekst. Små korte og præcise sætninger bevæger en igennem historien, uden man sådan for alvor lægger mærke til det. At musik skal følge en historie fremad er et rimelig udbrændt knep, men du mestrer det glimrende.

Bravo!

Mvh.
Victor E. Kristensen

#Lili

Tusind tak for alle de venlige ord. Er altid glad for at høre andre er blevet underholdt

#Flemming

Tak for dine skarpe, og lyrisk udformede, kommentarer, de var en fryd at læse og er glad for du havde modet til at hænge på hele vejen til slut. Beundrer din evne til at følge noget, du ikke nødvendigvis kan lide, men i stedet af ren og skær stædighed fortsætter. At du samtidig endte med at nyde det, glæder mig meget.

#Poul

Dejligt at høre du endnu en gang har været underholdt - I en nær fremtid vil jeg kigge nærmere på dine tekster, når tiden indbyder til det.

#Rose

Vidunderligt at en ung tøs som dig begiver sig rundt på et litterært website, det tegner jo godt for fremtiden! og selvfølgelig tak for du gad at læse min beskedne tekst.

#Johan

Mange tak, - og nej. Det har jeg til gode og vil kigge på det, på din opfordring. Min skrivestil er, hvis jeg selv skal sige det, inspireret af forfattere som Irving og Vonnegut og digtere som Strunge og Túrell.

#Michael

Tak for rosen, og om muligt, endnu større tak for kritikken. Er enig i at strømmen er metaforer kan være forvirrende, men dette er bevidst. Et virkemiddel til at beskrive HP's tanker med andet end ord, men i stedet med en stemning. Ordene skal stå i kontrast til den træge handling.

#Kristine

Er glad for at høre du har haft en "aha" oplevelse. Du har ligeledes fanget netop det som jeg har beskrevet i beskeden til Michael, hvilket jeg værdsætter.

#Benno

Hr. Mavesur, tvivler ingenlunde på at dette er en svær kamel at sluge, hvis man er vokset op med knækprosa og social/hverdagsrealisme. At forkaste en tekst blot fordi den ikke passer ind i en litterær kassetænkning må være dovenskab. En novelle kan sagtens være et digt, lige så vel som et digt kan fortælle en længere historie.
Håber din interesse en dag spirer op af ørkensandet, hvilket desværre kun kan ske hvis du finder ud af, at det golde sand skam er frodigt nok.

Herligt.

Efter en endeløs zappen på rouletten visualiserer dette sig på min skærm. En endeløs ørkenvandring gennem liderlige teenagere, dårligt engelsk og endnu dårligere dansk, udiskrete prætentiøse politiske budskaber, selvhøjtidelige hverdags historie uden hold i noget som helst. Så meget møg jeg skulle grave mig igennem for at ramme denne bette guldåre.

Som træet i skoven stod dit digt i ensom majestæt, uden nogen agenda. Kort, præcis, beskrivelse - og fuldstændig ligegyldig. Det er fantastisk. I sin egenskab af ligegyldighed får digtet mere værdi.

Victor E.

Jeg vil se bort fra petitesserne da de alligevel ingen rolle spiller.

Dette her, er godt. punktum. og et til.

Dejlig sindstilstand du får beskrevet her. Lidt á la punk og samtidig rammer det tidsånden helt fantastisk.
Som lille får man af vide at verden er belagt med tryllestøv og som Peter Pan kan man flyve hvis man ønsker det.
Men virkeligheden er en ånden og som din dæmoniske klokkeblomst erkender man at verden er en bister og barsk en af slagsen. Fortryllelsen ophører og man rammer en mur af virkelighed.
Smukt, melankolsk (uden at det går hen og bliver prætentiøst og selvhøjtideligt som denne type lyrik nemt kan blive) og det rammer i hjertet.

En dannelses rejse med de altseende briller.

Kære Poul.

Er tilsyneladende den eneste der synes du har skrevet et forfærdeligt digt.

Ikke forfærdeligt dårligt. Det er velskrevet og jeg føler med træet.

Men blot forfærdeligt.

Det er smukt og melankolsk. Man kan ikke undgå at smerte ved at læse det og man kan jo kun føle med det stakkels rodløse egetræ, der nu ligger side om side med planketræ i den lokale Silvan.
Synes det er virkelig godt og de romantiske tendenser er jo umiskendelige. At du desuden har overskud til at vende tilbage til de "grønne små arme" er jo blot the icing on the cake.

Flot digt.
Hvis det blot er jeg som er galt afmarcheret må du give lyd fra mig, da jeg kan se jeg er den eneste med denne følelse.
Der er ligeledes spot på dig.

Mvh.
Victor

fint fint fint... den twister du fint

man er tabt hele vejen og tanker hvirvler rundt.

Fint digt. Interessant emne, et jeg selv ynder at pusle med. Hvordan ser verdenen ud om 100 år? Og vil vi blot blive husket som dem, som ødslede det hele bort?

Huskes vi for vores kampe og krige
eller for vores fred - nu blot historie
hvor man stadig hører nogen skrige
når store mænd pudser deres glorie

Dejlig strofe. Her fungerer rimene særlig godt, på trods af at jeg ikke er en fan af rim digte. Synes desværre ikke det fungerer lige så godt i de første par strofer. Måske burde du overveje at prøve uden rim, især når du har fat i så potent et emne. Ellers har jeg intet at sige, godt digt, fint sprog, god idé. Gad godt at se dig prøve uden rim.

Hvor sødt og hvor dystert.

"Du er kold og når mørket kommer, kommer du med det."

har vi ikke alle siddet med den følelse? Er dog ikke sikker på jeg bryder mig om din offerrolle, du virker stærk og ved ikke om den klæder dig. Ikke desto mindre skal du have ros for et digt som tydeligvis er skrevet med følelse.

Kan jo kun erklære mig enig med Christian....

Forunderlig historie om en moderne Montanus landgang i et univers som blot har stået stille.
Man føler hans afsky for det sted han nu er vokset fra. Når man læser historien får man et vidunderligt ambivalent forhold hvor man både hader Michael for hans storsnudethed, men samtidig for byen som stædigt nægter at følge med ham.

"Over Michael morser en sørgelig neonlampe om sin snarlige død."
Dejlig sætning som lægger stien for en historien med et dejligt beskrivende billedsprog og beskrivelsen af en død scene bliver levende.

Fin beskrivelse. Let og overskuelig, en lille litterær snack. Mangler dog noget for fuldstændig at føle dig. Måske er det pga. den blotte beskrivelsen af hændelsen? Det virker som om du er på vej et sted hen, som om du ikke blot skal blive hvor du er, men samtidig er det det som sker. Det virker unaturligt og synes der mangler et klimaks eller antiklimaks.

Er vild med sætningen "men vil livet leves af mig?" Måske kan der bygges videre på den? Aner en frustration og vil elske at se den komme til udtryk.

Godt digt, har dog, og det har du også, potentiale til at blive rigtig, rigtig, godt. Din idé er god.

Jeg er udemærket godt klar over at det ikke er det nemmeste digt at gå til. Det forvirrende og rodede er dog med vilje. Det skal fremstå som kaos og mest af alt en storm af tanker, man skal føle man er inde i hovedet på dette forvirrede individ. Har dog overvejet at genskrive det, da det ikke er første gang jeg har hørt dette. Måske kan man gøre det kaotisk, uden at gøre teksten kaotisk? Vil jeg vende tilbage til.

Tak for kommentaren, altid rart med lidt respons.