Jeg kan ikke huske at jeg har skrevet det her digt, jeg var fuld. Jeg fandt det på min computer og jeg ved ikke hvem pigen er. Poesi er ikke min stærke side, men jeg skriver det åbenbart når jeg er fuld nok.

Mange af mine tekster handler om virkelighedsflugt, men her lader jeg så hovedpersonen vågne op i en drøm, hvor han oplever den eksistentielle angst som alle nyfødte børn må føle. Et skridt, saml, et skridt, saml, mon babyer tænker det når de lærer at gå? Gør drager?

Det er faktisk et resultat af en skriveblokade da jeg var 21 år gammel, tre år siden, som jeg nu har samlet med et plot, men stadig skrevet på en måde så handlingen udfoldelser sig ligeså meget for hovedpersonen som den gjorde for mig selv mens jeg skrev det. Den her gang er nu også pga. en skriveblokade, og så må man jo hente noget gammelt og genskabe det som noget nyt. Alle skriverier er jo egentligt sådan, normalt henter man bare noget gammelt fra erfaringen og genskaber det, nu hentede jeg noget gammel fra fantasien og drømmene.

Jeg sætter en historier ind om en trold bare for din skyld.