Humoristisk frustrerende. Jeg tror efterhånden vi alle har prøvet center-helvedet. Tak for digtet.

Hvor ér det smukt, dit digt. Jeg elsker at du bekskriver jeg'et som en blå anemone. En smuk blomst, og følelsen af ensomhed som en tidsel. Det giver så fin et billede. Ensomhed stikker.

Tusind tak!

"Den kolde kaffe" - det er en passende titel. Jeg er vild med din beskrivelse af kaffen gennem starten af digtet, og at du næsten ubemærket fører læseren videre til noget andet - men alligevel ikke noget andet. Din beskrivelser i starten, fortsættes i slutningen. SÅ fint et digt.

Pyh. Det kan godt være jeg er en smule farvet af mit liv pt. Men det første du skriver, gav mig associationer.

Det er SÅ fint det du skriver, og jeg synes ikke tiden skal ændres.
Er vild med "stilheden var som en dyne". Det giver mig lidt et indtryk af, at stilheden og ensomheden er trygt. Det ved vi hvad er.

Skrev selv engang et digt om lydene fra gangen, som patient.

Dit digt er rigtig fint. Og du har helt ret - forskellige skridt, kan betyde noget helt andet.

Er vild med de billeder og sindsstemninger du har lavet. Super fin tekst.

Kan rigtig godt lide de tre stofer her :
Blev jeg tabt på gulvet og efterladt til mig selv
Mit liv er baseret på en overlevelse
En flugt og et indre fængsel

Kan bestemt relatere til at føle man er på flugt, men man sidder fast i sit eget indre fængsel. :-)

Hold da kæft en spænding. Kunne næsten ikke holde det ud. Virkelig virkelig gode beskrivelser. Pyh. Godt hun slap væk. :-)

Vild tekst - og en virkelig vild stemning. Flot!

Fint digt, med fine ord og følelser. BLiver helt varm inden i.

Skønne følelses beskrivelser. Og et dejligt digt. Jeg læser ulykkelig kærlighed, ensomhed og depression, til man møder en engel der hjælper kærligheden og ønsket om livet frem igen.
Smukt digt - virkelig!

Er ret glad for måden du leger med dine enderim.
Jeg får også nogle flotte billeder af efterårets farver i starten af digtet. Og er enig i at det måske kan tolkes som ulykkelig kærlighed. At det kommer igen og igen.

Den sidste strofe er min ynglings!

Er vild med din beskrivelse af anerkendelse. I sær din sætning "Men tømmermændene efter anerkendelsen kan virke uoverkommelige".
Jeg er nok lidt enig i at det ikke rigtigt betegnes som et digt, men er vild med det!

Du har ret. Bagage...

Pyha, jeg var nød til at stoppe med at læse, trække vejret dybt, og så læse videre.

Virkelig gode følelses- og virkeligheds beskrivelser, der næsten får læser til selv at føle den angst, og rædsel der opstod, ved at se "far".

Føj!
Men godt skrevet.