Scenariet er interessant. Hvilket bedst illustreres af det afsluttende spørgsmål, som jeg tænker, at de fleste læsere kan forholde sig til i en eller anden form. Ligeså fungerer det glimrende med din overordnede måde at gribe det an litterært.

Jeg håber, du vil tage det følgende ligeså konstruktivt, som det er tiltænkt. For jeg føler, at der er noget uforløst. Der er et potentiale i scenariet og dine ord, som ikke udleves. I virkeligheden oplever jeg nok, at du sætter dig mellem to stole; mellem digt og novelle (eller endog roman). Som digt bliver det hele for eksplicit, med for teknisk korrekte sætninger. På trods af det fede spørgsmål afslutningsvis, sidder jeg alligevel tilbage med et mentalt skuldertræk og et "Ja, okay." Jeg savner, at dine ord rusker i tremmerne på mit bur, sådan som situationen burde kunne gøre. Hvilket er ganske subjektivt ligesom alt andet, forstås. Og der er sikkert rigtig, rigtig mange læsere, som foretrækker mere præcise, eksplicitte forklaring, end jeg gør.

Ikke desto mindre, synes jeg - også objektivt, skulle jeg mene - at teksten fortjener, at du tør lege lidt, eller meget, mere med formatet. Med struktur i strofer og vers. Med sætningskonstruktioner. Med at lade flere følelser og tanker være implicitte, usagte, mellem linjerne.

Eller alternativt, at du sætter dig helt over på den anden stol og gør det til en novelle/roman.

Jeg tilslutter mig Ryans (enmands-)kor og siger sublimt. Tekster har det med at slå hårdere, når de ikke burde virke, i teorien skulle være irriterende og muligvis endda frustrerende at læse, og det så viser sig ikke at være tilfældet. Dit BBBBBB burde, burde, burde ikke fungere. Det gør teksten så alligevel. På fantastisk vis.

Indledningsvis, ”med henblik på” kommer til at føles lidt for formelt i min oplevelse. Jeg er med på, at du søger kontinuitet på tværs af alle fire strofer, men i særdeleshed med det i mente benytter du ”med *navneord i bestemt ental*” i de tre efterfølgende strofer. F.eks. ”med intentionen om at stoppe menneskeheden” ville derfor måske stå stærkere? ”Intentionen” kan selvsagt udbyttes med et hvilket som helst ord, du synes passer bedst.

Desforuden, solidt og provokerende. Om det er dualitet eller eksklaring, ved jeg ikke helt, men det virker, uanset om det er det ene eller andet. Vers med galgen på bakken står især stærkt. Ligesom brugen af farven rød i flere kontekster gør det.

Derfor er jeg også nysgerrig på, hvorvidt ”vinkure” er med vilje? Det er vist ikke et ord. Jeg er hverken for fin på den eller for pedantisk til selvopfundne ord. Det kan nemlig noget. Men skulle der stå vinture, vinkurve eller noget tredje. Eller som noget helt fjerde, er det intentionen? At sige vin som (metafor for) kur, abstraktion, distraktion, whatever fra den ødelæggelse, der lurer som udtalt risiko og sniger sig ind i de senere strofer?

For anden gang prikker du til noget...med ekstremt simple virkemidler. Stærkt.

Ligesom andre kommentarer studsede jeg også over de to datid i sidste linje. I modsætning til dem synes jeg derimod, at de - tilsigtet eller ej - bliver en styrke. Det giver teksten et helt andet afslutningsvist smæld for læseren, som afkræver ens opmærksomhed og omtanke. I hvert fald for denne, underlige, læser.

Jeg er forvirret! På den fede måde, dog. Jeg får T. S. Eliot vibes. Så får du ikke større ros. Det sagt, jeg kan kun sige, at det virker for mig, men hvorvidt det i sandhed når, eller er i nærheden af, den slags højder, er jeg desværre ikke kyndig nok til at vide.

Jeg kan ikke lade være med at tænke på, om der er en mening bag, hvor du benytter store bogstaver? Digtet afkræver i forvejen, at man skal holde tungen lige i munden. Både for så vidt mening og hvor sætninger starter og slutter (hvis man ellers i strukturen kan sige, at det overhovedet sker; på klassisk vis). Jeg kan derfor godt være i tvivl om, hvorvidt det gavner digtet, at der er, hvad der synes at være, tilfældig brug af store startbogstaver. Med mindre jeg overser en bevægegrund?

Hvis det virkelig skal tages bogstaveligt, at der er personer, som har skrevet den slags til dig, så ignorer dem af hele hjertet! Og for Guds fortsæt med at skrive, skrive, skrive fra hjertet!

Den type personer fortjener ikke et øjeblik af din opmærksomhed, og det er vist mest synd for dem selv, hvis de har det behov.

Fed lille tekst :)

Min ubehøvlede kritik, som jeg håber også vil være konstruktiv :)

"DDDRRRREE DDDDRRREE"

Hvis hensigten er at signalere et horrible lyd, når man har tømmermænd og/eller er overtræt, så virker det efter hensigten. Det uagtet, virker det ikke for mig her. En "skrigende" række store bogstaver er simpelthen for skurrende i mine ører. Når det er så tidligt i teksten. Det stoppede mig, inden jeg kom i gang. Lidt mere intro, så det kommer linje 5+, kan jeg bedre være med til det.

"Hun holdt hæfterne under armen, mens hun..."

Efter at have været dybt skeptisk ved første læsning (og dybt forvirret over hvorfor "Emma" pludselig har hæfterne), er jeg blevet mere lun på ideen ved anden læsning og varmer mere og mere på det, desto mere jeg tænker over det. Dog er det stadig tilfældet, at det også her stopper min læsning for meget. Som sagt, jeg er fan af skiftet i synsvinkel, men jeg tænker, det kræver en lidt mere gelinde overgang. Noget der antyder, at vi har skiftet vinkel; noget andet end/mere end hæfterne, uden det behøver at være stort eller blinke som et gigantisk neonskilt med oplysningen. Jeg har tanker men vil ikke træde dig (så meget) over tæerne.

"Allerede to dage efter..."

Jeg er fan af twistet. Men overgangen er lidt for brat igen, synes jeg. Plus en beskrivelse af en Eboks-mail virker for kold som afslutning, ovenpå alt den gode dialog. En mulighed kunne være, at Emma møder på arbejde og hører som rygte, at hun bliver fyret (af den samme grund som du allerede bruger, naturligvis), eller at det er en samtale med chefen.

Jeg har tænkt over den med " "'-erne siden, jeg postede kommentaren. Jeg tror, jeg fik formuleret mig dårligt. Du har 100% ret (i at den skal, og udelukkende bør, fortælles i hans stemme). Min anke var ikke ordene. De er fine og passer rigtig godt ind i historien. Det er anførselstegnene og ikke ordene, jeg hæfter mig ved. F.eks. "jordbærhatten". Det er helt sikkert et ord, jeg kan forestille mig hovedpersonen bruge/tænke i situationen. Anførselstegn leder dog mig til at tænke, at han benytter ordet med en vis, i mangel på bedre ord på dette klokkeslæt, ironisk distance. Det - i modsætning til ordet i sig selv - oplever jeg ikke hos karakteren. Han ville, i min ganske subjektive læsning, tænke ordet ret naturligt og uden distance. Det er fedt ord, og de fleste af ordene i anførselstegn er ligeså. Det bliver bare meget ironisk distance med så mange anførselstegn. Det er, selvfølgelig din fortælling og din karakter, så du ved, hvordan han tænker, og hvordan du gerne vil formidle, at han tænker. Jeg kan bare konstatere, at " "-erne blev et forstyrrende element for mig. Ikke ordene, eller din stil :) Hvis det giver mening?

Dine fortællinger kræver, at man, eller jeg i al fald, lige skal sunde sig. Hvilket er positivt ment. Det mere negative er, at jeg skal huske min mentale note om at vende tilbage for at kommentere. Jeg kan erindre at tænke, at dette bidrag var milevidt bedre end det første. Jeg har (og havde) svært ved at sætte ord på hvorfor. Det er ikke utænkeligt, at jeg vender tilbage til den første fortælling; så må jeg se, om der dukker noget op. En ting er dog, at starten imo er bedre her. Du starter godt også hårdt og voldsomt i "Dæmonen i mit sind", men det er mere absorberende her. Du hiver mig ind med det samme, og historien slipper aldrig sit greb om mig og min opmærksomhed. Hvilket er svært. Jeg kommer som oftest til at kede mig på et eller andet tidspunkt i en tekst. Mit overordnede er derfor, selvsagt, positivt.

Nu skrev du i debatten på et tidspunkt, at du gerne ville have kritik råt og usødet (or words to the effect), så her kommer nogle konkrete nedslag, som jeg antager, du gerne vil have. Så kan du arbejde med, hvad du er enig i. Og ignorere resten ;)

"Der var den igen, den infame lyd der i første omgang fik mig i en choktilstand hvor det første jeg stiftede bekendtskab med, var de satans tømmermænd fra i går."

Den sætning bliver lige kringlet nok.

"Der blev man så lige mindet om..."

Rent sprogligt bryder jeg mig ikke om formuleringen. Uden jeg kan komme med ret gode, saglige argumenter for hvorfor. Den føles flad og forceret, er det tætteste jeg kommer. Rent "fortælleteknisk" føles tanken/den indre dialog som ude af trit med jeg-fortællers øvrige maniske handlinger og tanker.

"hun sad op i sengen med et udtryk af irritation og undren".....og....."Spurgte hun forsigtigt".....og...."det her belastende udtryk".....og....."det første jeg så var hendes fjæs, der bestemt ikke så videre tilfreds ud"

Jeg er faktisk ikke så meget regelrytter omkring show, don't tell, som det sikkert fremstår her (og andre kommentarer fra min hånd herinde). Tell har nogle gange merit. Her mener jeg dog, at det er på sin plads. Afsnittet er, trods den ringe betydning i den samlede historie, vildt fedt. Og det fortjener, at du arbejder lidt videre på at show'e og udbygge denne non-verbale del af interaktionen. Du er endda et godt stykke af vejen derhenne, og det er netop det, der gør afsnittet fedt.

"Han lignede en der var i færd med at lave usynlig milkshake sådan som han stod der og rystede."

Veeeery nice :)

"Jeg stod lige lidt og ro på mavesyren og råbte så på Danny...."

Med den lange beskrivelse inden, inklusiv at han faktisk er ramt af synes, føles det som om, der burde dvæles lige ti gram mere ved, at han skal sunde sig.


Det gælder for stort set alt, du sætter i anførselstegn, at det skriger, at du er i tvivl om ordene. Hvorvidt det helt er passende i teksten og stilen. Overvej nøje om de er, imo. Hvis du kommer frem til, at det er tilfældet, så må du, og teksten, eje udtrykkene....uden " "

Sublimt er muligvis også et for voldsomt udtryk. Jeg bliver bare (for) begejstret, når jeg læser noget, der overrasker på denne her led. Det sker for sjældent.

Men når du nu skal brokke dig over for meget ros, kan du få lidt malurt i bægeret. Med min eneste anke som jeg glemte i farten (og begejstringen). Jeg havde gerne været foruden, at hunden absolut skal være grim. Det er en detalje, men det falder uden for den øvrige stil imo. Der er mindst ti steder, hvor du snildt kunne være forfaldet til at sætte tanke/norm/whatever ind over. Hvilket ville have ødelagt flowet. Og som ville tage mig, som læser, ud af i farten selv at sætte en norm og værdi på, lad os sige, f.eks. at æde frossen pizza. En stor del af det, der får det til at virke i min oplevelse, er alt det indledningsvise hverdagsagtige (uden normer) i kontrast til det sluttelige bredere; sammensat med hvad fanden man som individuel læser forestiller sig en baglæns kolbøtte være. Hvilket er meget vrøvl fra min side på grund af en bøvs i form af et tillægsord, der gav et hak i min læsning.

Ved den tredje "Baglæns kolbøtte" tænkte jeg: Ej, det er simpelthen for plat. Det er for åndssvagt. Det er for barnligt. Det virker ikke som en, øh, litterær øvelse.

Da jeg havde læst færdig, havde jeg mistet pusten. Og nok så vigtigt; det virkede!

Det burde fandneme sgu ikke virke, men det gør det. Sublimt godt, endog. Hvilket er anden gang, at jeg kommer med en sådan kommentar til noget fra din hånd, så det er næppe tilfældigt. Stærkt, stærkt!

Det burde fucking ikke fungere!!!! :D

Ahmmmm, jeg forestiller mig nu, at du godt har fanget min intention, men for lige at være helt klar i mælet. Det var ikke min pointe, at du skal tilsigte at undgå at miste nogen i starten af digtet. Der er megen sandhed i, at et forsøg på at behage alle indebærer en større risiko for at behage ingen, end chancen for at lykkedes (med at behage alle). Det var kun en velment tanke, født i min uvidenhed om personer først i 20'erne og deres forståelse og brug af ordet. HVIS nu det betød, at du undervurderede effekten af lige det ord. Som sagt DIT digt, og din vurdering af hvilken effekt du vil skabe....så længe du ved, hvilken effekt det skaber. Min personlige læsning ville blot være bedre, hvis det, jeg opfatter som et meget tidligt stemningsbrud mellem linje et og to (ene og alene med det ord), kom mere flydende, snigende og senere. Hvis du gerne vil have bruddet tidligt (eller er uenig i det sker), then go nuts :)

I øvrigt har det været en ret konkret påmindelse om, at man - eller jeg i al fald - også lærer om mig selv ved at forholde mig til andres tekster. Det fik mig til at køre en søgning i min roman. 16 tilfælde af fuck/fucking. Så jeg er bestemt ikke hellig :) Selvom det ikke er meget på 75.000 ord. To fuck'er i indre dialog blev øjeblikkeligt ændret, og de 14 andre i dialog skal jeg lige sunde mig på og læse i sammenhæng. Mindst et par af dem er helt givet et resultat af, at jeg ville formidle frustration, men jeg forfaldt til det lette og ligetil frustrationsord, og det derfor skal redigeres. Så tak den anden vej rundt.....for din brug af fucking :-D

Så vil jeg også blande mig :) Og placere mig midt imellem! Det fungerer både med og uden fucking, synes jeg. Humlen ligger i, hvorvidt du helt er klar over, hvilken type ord det er. Jeg ved ikke specielt meget om at være 22 år i 2021, og jeg vil derfor nødig gætte, men jeg har en fornemmelse af, at N.K. - som er mere min egen generation - har en pointe i, at det er blevet hverdagsagtigt: Jeg er så fucking træt. Som en henkastet kommentar, for eksempel. Men to andre eksempler.

Da jeg slog mine folder i Texas for 25 år siden, var fuck det grimmeste af grimmeste bandeord, og man var stemplet som potty-mouth og et useriøst menneske, hvis man brugte det en eneste gang. Jeg var nysgerrig og forhørte en bekendt. Det er stadig tilfældet i 2021.

Min faster, som ellers er meget lidt snerpet, kommenterede på det, da der havde sneget sig et par fuck-er ind i min tekst. Hun synes, det er det grimmeste ord, der findes, og decideret væmmes ved det. Hvilket overraskede mig ikke så lidt, da jeg aldrig havde overvejet ordet på den måde (i en dansk, ikke amerikansk sydstats kontekst), men det prikkede til min nysgerrighed, og jeg har oplevet, når jeg spurgt folk, at der er flere, der har samme oplevelse.

Blot eksempler, og jeg påstår på INGEN måde, at du skal tøjle din tekst efter hvad amerikanere i Trumps højborg eller en 60-årig dame fra min familie synes!!! Det er udelukkende værd at have i baghovedet, at fuck imho har grimme undertoner, som kun cunt fra britisk engelsk kan gøre det efter.

Mere specifikt i teksten studsede jeg over det på samme måde som N.K. Også selvom jeg som sagt synes, det er okay begge veje rundt. Fordi jeg har den holdning til ordet, at jeg ikke har et personligt problem med det men ved, at det har en stor effekt, giver det en bombastisk indledning på digtet. Indledningen er i sig selv smuk uanset og giver en intro, der næsten er sjælelig, og som ganske langsomt sniger formuleringer ind, der tvinger læseren til at reflektere. Det føler jeg, det bombastiske modvirker. Derfor går "min stemme" til uden fucking. Men det er marginalt. Og et hundrede procent afhængigt af, hvad DU vil med DIT digt.

Et par tanker. Overvej eventuelt om fandens eller håbløst eller ???? ville have samme effekt, men bedre opretholde den stemning, der - i særdeleshed - er cirka indtil hjorten får sig et gevær. Overvej hvis du laver en ændring omkring starten og fucking, hvorvidt du i stedet kunne have det til sidst; og slutte hvor du starter. F.eks. kun starte med

Langt ude i skoven

og slutte med

Langt ude i skoven
Det fucking langt ude i skoven

Jeg kan virkelig godt lide din slutning, så jeg synes det faktisk ikke. Men nu fik jeg tanken og vil bare kaste den ud i luften.

Fedt, fedt, fedt :) Men ligeså meget som jeg synes, det er fedt, er jeg dybt, dybt, dybt subjektiv, fordi det er noget, jeg selv kunne have skrevet (i hvert fald tematisk).

Jeg er i særdeleshed begejstret for de sidste fem linjer, og i særdeles særdeleshed de sidste to linjer. I præcis de sidste to linjer føler jeg, at der bliver åbnet lidt mere op for, at læser får lov til selv at fortolke, hvor du vil hen med det skrevne.

Jeg havde foretrukket, at du arbejdede med at holde det en smule mere fordækt, hvad der er i spil, og hvad du som afsender mener. Det er en helt og aldeles personlig præference, både som skribent og læser, hvor jeg især som læser føler jeg mere ud af det i den form. Tag det derfor for hvad det er, og som noget du måske kan eksperimentere i dette eller fremtidige digte (og se hvad der virker bedst for dig). Jeg tænker både i enkelte, specifikke formuleringer. Det bliver lidt for mange normative formuleringer i streg imho. Ligeledes f.eks. også at afvente med at erklære, at det er mennesker i terrariet, og afvente at skrive "vi", indtil det er tvingende nødvendigt at afsløre definitivt.

Det sagt, min overordnede følelse er at jeg glæder mig til at se, hvad der kommer næste gang fra din hånd :)

Et fint lille digt, der fungerer i dets simplicitet. Jeg finder det særligt interessant, hvordan det står i kontrast til "Jeg har set ind i fremtiden", som jeg kommenterede på sidst. Stærkt at du mestrer begge dele.

Angående din seneste svarkommentar om sætningen i parentes så synes jeg egentlig heller ikke den skal være der. Sætningen føles som et fremmedlegeme. Som en refleksion det ikke er troværdigt, du havde på tidspunktet, men i stedet er en efterrationalisering af skribenten (i modsætning af resten af teksten, som er dejligt nærværende). Det sagt, synes jeg sætningen i sig selv er spændende, og hvis du vil beholde den, ville jeg fjerne parenteserne og muligvis omformulere, så den ikke blinker helt så rødt og skriger se mig :)

Når det gælder selve spørgsmålet, mindede det mig om følgende:

https://www.youtube.com/watch?v=kh88fVP2FWQ