Overjeget har mistet højden
Første violinen er gået af fløjten
Præludiet til fortællingen at der stadig er liv
Eskapisme som narrativ
Flugten fra mig selv er skadelig
Starten på min verdens endelig
Ingen syndsforladelse ved synde fald
Den nødvendige hårde kerne er blevet mit kald
En legering af jern og blod
Den afgrund jeg bevæger mig hen i mod
Omk : Jeg var engang mig
Da livet var en leg
Da jeg var mig
Da jeg var cool og sej
Kunne jeg havde forblændet dig
Nu står jeg for enden af en blind vej
Nedbrudt, ensom og bleg
Bare at du havde kendt mig
En kurre på tråden og løs på tråden
Det er ikke det jeg gør det er måden
Min galle er det de andre indånder
Min empati vånder sig og udånder
Ser mig selv over skulderen imedens
Jeg går ind i intetheden som præcedens
Som kustode for min egen tilværelse
Observere mit overjeg min fraværelse
Medens jeg venter på livet
Er fravær additivet
B : Der var engang en dreng der ville være til
Der var et barn ingen forsøgte at nå
Far og mor på bodega med elefanter og Cecil
En lille sjæl der måtte afstå
Fra barndommens uskyldighed
Legepladsen var en beværtning i Nyhavn
For de voksnes frihed
En lille sjæls længsel og savn
Ser en persona non grata
En eksistens uden data
Jeg har fortiden foran mig
Søger mod en blind flugtvej
Tiden skal jo gå med noget
Medens jeg bliver forbigået
I min egen placebo verden er alt forværret
Som det er og aldrig skulle ha været
Kras realisme jeg søger en afklarethed
Væk fra en pine der bliver ved og ved
Jeg er i kamp med mig selv og jeg taber
Går på knæ og beder til min skaber
Om syndsforladelse og afklarethed
Jeg har brug for et ståsted
Med begge ben solidt plantet i jorden
Flugten fra fosterstillingen i livmoren
Har brug for en stifinder det kunne være dig
For enden af en blind vej, vil du vise vej
Ved du hvor vi skal gå hen
Eller skal jeg følge mig selv hjem