Den Danske Mand: Jeg tumler afsted i ungdomsrus, uendelige muligheder tid og potentiale, 4+4 i neuroantropologi jeg er ung i København og kvik på Universitet. Jeg læser om dagen og fester om natten... natten og jeg er er ung og jeg skal aldrig dø!
Lægen: "Du er syg, hvis ikke du bliver opereret i dit hjerte skal du dø!"
Den Danske Mand: Jeg er ligeglad, ingen alderdom, ingenting, evig søvn jeg kommer ikke til at opdage det, kommer ikke til at mærke det, for jeg er væk, når jeg skal dø.
Svigermor: "Det er fint for dig, men hvad med din kone og dine børn, hvad gør de, når du skal dø?"
Den Danske Mand: Mine elskede børn, venner og forlovede, jeg mister dem alle, for jeg skal dø!
Og hvad skal mine elskede så gøre, de har ingen penge, intet hjem, ingenting, hvad skal de gøre når jeg skal dø?
Jeg nåede ingenting, kun en bacheloruddannelse, intet job, ingenting, jeg er 29 år livet er kun begyndt og jeg skal dø!
Verden stopper ikke op, den skal buldre videre, samfundet og min familie ligger muligheder frem for mig. Livet er noget værd i Danmark, de vil ikke have at jeg, en fattig studerende, skal dø.
Jeg må opereres, jeg må uddanne mig, jeg må arbejde, jeg må kæmpe, kæmpe og atter kæmpe alt for at jeg ikke skal dø.
Gud! Jeg har intet nået, jeg har ikke levet, min kone er gravid og jeg har ikke mødt min datter. Hvis du lader mig leve, vil jeg ændre mig, jeg vil arbejde og kæmpe for alt hvad der er godt i livet. Jeg vil gøre hvad som helst for at jeg ikke skal dø.
Jeg vågner fra operationen, ser min mor, stålsat som mig, og min elskede forlovede stå grædende foran mig. Mit intellekt og øjne griber efter virkeligheden og jeg forsøger at berolige min kone og vise hende, at jeg er her, og at det ikke er i dag jeg skal dø.
Min venstre hånd er sort af iltmangel, skadet og slap, min krop er tung som bly, slanger i min blære, forstoppelse af morfinen, væske i mit hjerte og mine lunger. Smerter og fortvivlelse lurer bag medicinen.
Lægen: "Afsted med dig unge mand! Du overlevede, tak for denne gang, du skal måske opereres igen en dag. Indtil da skal du gøre dit bedste for at leve godt, og passe din kost og medicin, så du ikke får hjertestop, blodprop eller forbløder og kommer til at dø."
Den Danske Mand: Depressionen, angst, fortvivlelse, mørket i dybet, intetheden der opsluger alt. Den truer under mig og jeg stirrer ned i den, en dag bliver det mit sidste skridt ud over kanten ned i mørket, jeg og alle andre ved ikke hvornår de eller jeg skal dø.
Jeg må give mine børn tøj på kroppen, tag over hovedet, mad på bordet hus, en far, et forbillede, i det mindste en barndom. Jeg må være en ægtemand, en svigersøn, en bror, onkel, en ven. Jeg kommer til at være indbegrebet af viljestyrke, ansvar, kærlighed og flid. Jeg må leve indtil den dag jeg skal dø.
Og indtil da skal intet eller ingen stoppe mig for at gå op ad, triumf eller død for mig, mine børn og mig selv, vincere aut mori, eller måske vincere et mori, for jeg ved at jeg skal sejre, men jeg ved også at jeg skal dø.
Jeg retter blikket evigt opad mod nye mål. Beslutsomheden rynker mit bryn, smilet er væk og blikket rettet mod nye horisonter. Intet, hverken i det indre eller ydre, skal stoppe mig, jeg giver aldrig op, til den dag jeg skal dø.
Tro hvad du vil, kald mig en arrogant, indbildsk, ambitiøs idiot, du fatter det ikke, og jeg har ikke tid til at forklare dig det. Det er ikke personligt, jeg er taknemmelig, men jeg har travlt, se at flytte dig, så jeg kan komme opad, jeg har travlt med at leve, for jeg skal dø.