"Det er som at se sig selv i spejlet" siger hun og smiler til mig.
Jeg kigger på hende "Er det?" - "Er det virkelig?"
Stilhed.
"Du er mig og jeg er dig" Hun tager et skridt væk.
Jeg prøver at huske, gribe ud, nå hende
Men
Jeg
Kan
Ikke
Der er bare noget ved de blå øjne,
Et dybt begravet minde, som jeg ikke kan nå.
En summen, som jeg kun næsten kan tyde.
"Vi var én" hvisker hun og forsvinder.