Jeg mindes børnenes leg på isen.
Mergelgraven vi ikke måtte gå ud på.
En frostklar dag.
Isen bryder, synger.
Du falder igennem. Bli'r bange.
Jeg kravler forsigtigt ud til dig.
Vil så gerne redde dig.
Jeg falder også igennem. Bli'r bange.
En af de andre henter far. Bli'r bange...
Vi kommer op igen, våde; leger videre.
Jeg mindes tiden, hvor vi lyttede.
Ikke hørte, men lyttede til hinandens latter og angst.
Latterens toner der falder i et med skovens lyde.
Fuglenes glade kvidren.
Skovmusens rumstren i de visne blade...
Vi tilhører ikke hinanden længere.
Vi er ikke sneen på isen,
men vandet under den.
Flydende, ude af stand til at smelte sammen...
Tristheden, savnet af de legende børn...
Hjælp mig nu.
Hvordan kan jeg fortælle,
hvor fantastisk du er,
hvis det gør dig angst, når jeg siger ordene?