I nat vågnede jeg brat
Og hørte vinden susende
mens dit smil strejfede
mit længselsfulde hjerte
Nu overvælder minder om dig
mit tårekvalt indre
som sandkorn siver igennem timeglas
og falder lydløs på min sjæl
Jeg kalder ikke længere på dit navn
Siden din vedvarende tavshed
har forseglet de kærlige ord
jeg aldrig når at fortælle
Har du nu set silhuetten af min sjæl
Den vandrer hvileløs på ørken
med et tørkeramt hjerte
der har brug for vandingen