Det var som at blive låst fast
i en drøm midt i virkeligheden.
Nu bliver det hverdag med andet og mere,
man skal tænke på,
være forsigtig med,
opmærksom på
og fattet lære sig selv
at huske hvert eneste sekund.
Ikke røre,
og ikke i nærheden af.
Moder Natur har besluttet sig,
hun ved,
hvor grænserne går,
hun ved,
menneskeheden er gået for vidt,
langt over stregen
og over hendes love,
som hun har med universet selv
der har skabt os.
Vi burde vide,
at vi ikke altid er de kloge.
Vi burde forstå,
at vi i sidste ende
aldrig er de stærkeste.
Nu sender hun djævlen
for at beskytte de små.
Vi har kastet sommerfuglen væk,
og fyldt havene med plastik,
bierne er her ikke mere,
for vejgrøfterne skal slås for bilernes skyld,
menneskeheden er gået over sine egne grænser,
vi haster afsted i egoismens fadervor
uden tanker om,
hvad det er vi slipper undervejs.
Fly hvor man ikke kan åbne et vindue
og er klemt sammen
bliver der stadig reklameret for.
Derinde i kabinen skal vi være så fine,
og så rige,
og så kloge
og så smilende
med hvidtede tænder,
så fjernt fra naturen,
man kan komme fra jorden,
for kloden kan tåle det hele,
tror vi.
Bare ikke en virus der kom bag på os alle.
Nu bliver det hverdag.
Nu bliver det virkelighed igen.
Nu er frygten vendt tilbage,
fra dengang den spanske syge
og pesten fyldte verden.
Overskyggende og fuld af angst
i alle kroge og hjerter.