Dine ord er, nervepirrende
der som blæsten, trænger ind i mine knogler
dine ord, trænger igennem
som lykken om min hals.
Jeg troede jeg ku, stole på dig
Men du har sat, dig ned
Og glemt og tag den, med dig
Den er placeret, på selve fundamentet
Den er under mine, fødder.
Vi bygget det sammen, men
Nu er det bare døden, som venter
På, jeg falder fra galgen.
Det dig, der står med valget
Ska du tag min hånd
Og glemme de fejl, vi begge har begået
Eller vælger du, at hive
så lykken klemmer om min hals.