Angsten fortærer sig, i min krop og sjæl
jeg er lammet, men kan røre mig
bundet for hænder og fødder, min sjæl bløder
fanget i et fængsel
fanget i angstens hule
lamslået af frygt, men jeg kan stadig røre mig
lamslået over at ku miste alt, bryder jeg ud af mit fængsel
og, bryder lænkerne op
ser kun mørke, men jeg kan tydeligt se
se, at mit liv er i god behold
Angsten forsvinder på et split sekund, og jeg ånder lettet op
lettet over, at jeg brød ud
brød ud, og så frygten i øjnene
men det var ikke øjnene, jeg så med
brugte ik hovedet, så kun mørke
...følte med hjertet...
i det øjeblik, mærkede jeg noget
...det var så rent...
en ubeskrivelig følelse
det var kærlighed
kærlighed, til min søn.