hvor jeg elsker din fugtigt blæsende omskiftelighed
du danske østland hvor alt er i opbrud
her har mennesket fået tilsagn
om at rodløsheden skal være lov,
her har folk aflagt livets tilhørsforhold til slægt og egn
og er blevet omflakkende i rus
og bistandshjælp selvom det bare er adgangen
til et dybere samfundsborgerskab
at være solidarisk om at forsumpe på denne ø
hvor alle er så fulde og kærlige
du har dine kirker, o forblæste ø,
dine raslende indsøer
af nedfaldne blade dine blanke vandpytter
på cykelstier efter regn, fugtigt blæsende
er det altid indadvendt regn
når man vender hjem til dig,
naturen her kun et påskud
set over skulderen for
fordybelse udenfor tiden
for at krybe i læ i kvalmende periferiskhed
det er skødesløsheden i dine årstider
der har skabt manglen på målrettethed
og dagdrivermentaliteten i mit sind
disse endeløse hverdage uden samling
de rødmende villaveje i solnedgangens skær
nødderne og hyldebærrene
der ligger splattet på fortovene
de første forårsdage vejrende af sved og benzin
børnenes råb fra baggårdenes evige eftermiddage
der har forvildet sig ind i aften
og de altid drivende skyer
der som drægtige tankesæt
bærer deres regns modning i skygger henover fortovene
og midt om sommeren maler vejene
med erkendelsens regn,
så gadernes evakuerede tomhed efter heldagsregn
de altid lurende nuancer af opklaring over våd asfalt
bladenes fugtigt rodløse omskiftelighed
når jorden begynder at huske
glæden ved at ødelægge et helt liv
himmellys himmelluft bærer
gennemblødt kroniske drømme
henover Sjælland, lille landskab af hverdages besindelse
og København som vi altid tog ind til
som en knitrende radio fra fyrrerne der pløjer traditioner
der er gået af mode i resten af verden ind i vores blod
o rastløst rå og formløse by midt i al din anakronistiske arkitektur
de irgrønne kobbertage på for længst lukkede institutioner
og livgarden der trækker op
er ingen by mere rå og uvenlig i den måde den er moderne på en lørdag nat
og disse antikvariater på Gammel Kongevej
hvor boghandleren skælder én ud
når man spørger forkert efter en bog (nu er de lukket allesammen)
og disse mahognipaneler i opgange i Classensgade
hvor Kim Malthe-Bruun sad interneret af Gestapo
og hvor Madvig-Laursen'er og Moltke-Leth'er åbner i badekåbe
når man kommer med lokalavisen hen på eftermiddagen
og disse gamle patricierlejligheder hvor bøsser
med chi-hua-hua'er på skødet tæller linjerne i lofternes stukatur
mens de diskuterer Tage Andersens sidste kreationer
og taler om Bodil Udsens sivsko og hvor smuk en tid det var
da Jean Voigt var kostumier på Det Kongelige
og disse støvede bibliotekarer og museumsinspektører
æresdoktorer og retsassesorer
og dog besidder du København
en sangvinsk og flabet hjertelighed man skal være indviet
i din hjemløshed for at kende, perkerdrengene kender den bedre
end andre danskere, den rå hjælpsomhed,
en tavs solidaritet midt i hundevagterne af din rus
for den der står til rådighed for dig
den ene udsigtsløse dag efter den anden
for ingen andre steder husker jorden
så stærkt som her ingen andre steder blæser
bladene henover fortovene en efterårsdag
så man husker alle sin barndoms efterår
ingen andre steder flakser kragerne så vildt
som i Kongens Have når det er ved at blive forår
ingen andre steder er pigerne
så smukke og fornærmede
ingen andre steder har jeg så meget hjemme
og føler mig dog så fremmed