Det første minde af faderen fjern
Et brøl i natten melder sig
En fortvivlet søn af livets tern
Vold og stoffer som eneste udvej
Opvokset med hadet som følgesvend
Bliver virkeligheden umådelig abnorm
Da drengen møder en eneste ven
Vendes alt til stilhed fra storm
En ven der føler, tilgiver og følger
Er grund til glade stunder
Livet er nu blot som rolige bølger
Vennen være et sandt vidunder
En kærlighed så pirrende at afstand nægtet
Til livets største gave
Nu drengen selv en søn er skænket
Og han skal ej være hadets slave
Drengens søn lærer nu sande værdier
I livet på godt og ondt
For fejl i livet og sår der sviger
I sidste ende kun er sundt