Gnisten, den der vi godt ved vi mangler, nogle af os, i de mørke måneder, der kan gøre selv en Sjællandsk bondeknold mør..den gnist er nogle gange væk for mig. Jeg er gennem mange år trænet fotograf, men kan sgu ikke se lyset. Og det er nogle gange noget der går hårdt til den overfor selvværdet. Dermed ikke være sagt vi alle skal behandles med sarte greb og jiu jitsu faldteknikker, hvor vi lander på bløde måtter og gribes af andre.
Jeg havde en tid som patient, og da vi i min familie altid er gået langt uden om at skulle forandre bare for at forandre...der skal være en virkelig god grund til det før vi rykker...var det et chok for mig at modtage depressionsmedicin. Og alle de skamfølelser det gav og især det faktum at jeg som altid heldig eksamensrytter og rigtig velbegavet student, skulle ændre på min hjernes stier og signalstoffer var en grænseoverskridende forandring. Alligevel fik jeg i mine tyvere en del behandling med medicin, og den virkede ikke så hurtigt og depressionen bed hårdt...så lægen endte op med at foreslå et psykiaterforløb der skulle angående ECT, altså elektrochokbehandling. Aldrig har jeg løbet så hurtigt ud af en lægekonsultation, og jeg valgte at tage sagen i min egen hånd, og tvinge mig til at udholde mørket om vinteren gennem at få et arbejde hvor jeg skulle stå op før de få vinter overvintrende fugle overhovedet tænkte på at synge. Hver morgen sad jeg en time med min lyslampe før jeg spiste morgenmad og gik og bad og tog arbejdstøjet på. Så tog jeg over på Statoil tanken og var ydmyg og beskeden og fra en tidligere karriere som både paparazzi og reklamefotograf med VIP i lange baner, skulle jeg nu skure gulve og ekspedere. Derpå ville skæbnen at skulle jeg lære at klare mit sind selv måtte det blive med mere sundhedinfo...så i flere år har jeg nu været Sosu assistent og assisteret patienter der lå og fik elektrochok. Amen i kirken. Men også mit eget fund af min slags gnist. Som den nu er. Skæv og kvante gnistspringende. Som et ustemt lesley hammond orgel, man alligevel gider høre på.