Jeg har ondt i maven, og har lyst til at brække mig af kærlighed.
Hvad er egentlig meningen med den...
Jeg har den i min hånd, det er min telefon.
Og på den viser et display at manden, jeg kalder for min kæreste, skriver: Jeg elsker dig.
Lykken strømmer ud af mine elektroniske og hormon fyldte fingre, og med det samme føler jeg, jeg er den enste kvinde i verden der er lige så lykkelig som jeg.
JEG ER ELSKET!!
Jeg har lyst til at skilte med det, prikke den fremmede mand på skulderen og sige
"jeg er elsket af en anden mand, du må nok hellere gå videre"
Jeg har lyst til at instagram'e et halv kinky billede af manden der elsker mig.. sove, så alle mine bekendte kan se jeg er ELSKET.
Ja mine bekendte er jo nu engang bekendte og ikke venner, da jeg valgte at gå all in på kærlighed. JEG VIL VÆRE ELSKET!!
Før brugte jeg penge på øl og kaffe, som ville blive nydt i selskab med en veninde eller 5. Nu bruger jeg penge på p-piller, nedringet tøj, og en falsk duft jeg har læst i et dameblad ville fremstå fræk, men også uskyldig.
Nå ja, så af ren paranoia køber jeg mig da også en graviditets test engang imellem for nu lige at være sikker på at der ikke er en arving på vej.
Så sidder jeg der på toilettet med ubehag i maven. I min kæmpe lejelighed, jeg fik i studentergave af min far. Og tænker: "Hvad fanden gør jeg hvis pinden giver mig to streger"
Så begynder jeg at føle mig alene. For jeg er alene. Den eneste der elsker mig, er en mand der udtrykker sin kærlighed på på sms. Så elsker han mig overhovedet? Og hvad med hende gymnasie veninde, jeg havde det så godt med. Ja hende jeg både grinte og græd med, hvor er hun egentlig nu? Og hvornår snakkede jeg med hende sidst.
Jeg har ondt i maven og har lyst til at brække mig.
Jeg har opgivet alt.
J
eg har mistet alt, og det eneste jeg har tilbage er kærlighed... Digitaliseret kærlighed. Hvad fanden skal jeg med det?