Har du nogensinde følt at verden faldt fra hinanden. At hvis du lavet en forkert bevægelse og isen ville knække over. I min verden kan hvert et skridt ødelægge alt. Jeg går på det tyndeste is og alligevel den tykkeste. Hele havet har fået en tynd iskorpe og jeg er den eneste der er ude og gå på den. Jeg ved ingen gang hvorfor jeg gik her ud. Alt det her kunne været undgået, hvis jeg bare var blevet på land.

Jeg kan se ind til bredden. Følge hvert et menneske der går der. Selvom der nok er en halv kilometer ind, kan jeg stadig se bevægelse. De går alle sammen rundt i sommertøj, som om kulden slet ikke rørte dem. Det måtte være dejligt varmt derhenne. For mig er det koldt. Der er mørke skyer overalt og ikke et menneske fra bredden har forsøgt at redde mig ind. De går alle sammen rundt med deres hængende nakke og deres ansigter klistret til hver deres mobil og ipad.

Selvfølgelig har jeg prøvet at komme ind på land, men at overleve virker ikke så vigtig som før. På en eller anden måde drager isen mig længere ud på dybt vand. Menneskerne bliver mindre og mindre, som jeg forsigtig begiver mig længere ud. Da jeg kigger mig tilbage igen, er der en skikkelse, der står stille, en person som vælger ikke at gå videre. Jeg har ondt af personen, bare stå og kigge på uden at kunne gøre noget. Med det samme hører jeg en svag stemme råbe "HVAD LAVER DU DER UDE!?".
Det var personen fra bredden. "HAR DU BRUG FOR SELSKAB?"... "VIL DU IKKE HER IND HVOR DER ER VARMERE?".
Jeg får tårer i øjne og prøver at gå tilbage mod bredden. Jeg hører isen revne under mig. Jeg er bange. Jeg bliver igen draget mere ud på isen. "HAY JEG ER HER STADIG !?".