Det var som om jeg faldt, men der var ingen vind der fik mit hår til, at flagre om mit ansigt eller til, at rive og flå i mit tøj. Jeg lå lige. Jeg lå fladt, men alligevel føltes det som om jeg faldt. Og jeg faldt. Længere og længere ned i mørket, der minder om vand, men som man ikke kunne drukne i, med mindre man altså allerede var død i det. Panikken greb mig ikke om hjertet, som jeg troede, at den ville gøre. Måske fordi jeg havde accepteret, at døden stod et sted i mørket og ventede på mig? Jeg ved det ikke. Jeg lod bare tingene komme til mig som de gjorde og jeg ville ikke kæmpe imod. Hvorfor skulle jeg dog også det? Hvis det var min tur til, at dø hvad kunne jeg så stille op? Jeg ville ikke kunne gøre noget. Vi fødes jo, vokser op og dør så. Det er vores livs cirkel. Den kan man jo ikke bare bryde vel? Alle de spørgsmål for igennem hovedet på mig, her i det her vandagtig mørke, der stadig fik mig til, at falde, men ikke så meget eller så hurtig som før. Og nu hvor jeg tænker over det, så har jeg heller ikke hørt en eneste lyd før nu. Det lød som et ekko, der prøvede, at trænge igennem flere lag af det sorte intet, pakket ind i det underlig mørke vand.