Man siger at hjerte
rimer på smerte,
men jeg føler nu
meget mere end det.
Jeg tærer op af en sorg
og en længsel så stærk,
at den er ved,
at kvæle mig langsomt.
Så nu bær mit hjerte
Samme skæbne
Som den ensomme gravsten
I Kirkegårdens fjerneste hjørne
Gemt væk fra omverdens
Små ondskabsfulde, morsomheder og lune
For dine ord skar sig ind
Og blev hængende ved mit øre
Som en bi ved en blomst
Da var det
Som mit håb
Brast i natten
Et forliste råb
Om hjælp,
Som kun nået katten
Så her sidder jeg
Ensom og alene
Prøver at søge
Efter de rette ord
Men de er så svære at finde.