"Åh nej, nu kører det igen."
"Hvad mener du?"
"Jeg ved det ikke, men jeg kan mærke det. Indeni."
"Hvordan... mærke det?"
"Jeg ryster, sveder, hjertet banker derud af. Jeg har en følelse af at skulle noget."
"Jamen skal du da noget?"
"Jeg ved det ikke... Jeg føler mig så stresset... Så presset."
"Stresset? Presset?"
"Ja, jeg har det ikke godt."
"Hmmm... Det lyder da træls."
"Ja.. Meget... Jeg har det ikke godt."
"Jeg hører hvad du siger. Fortæl mere. Kom bare ud med det."
"Jamen, hvor skal jeg starte?"
"Ved begyndelsen?"
"Jeg ved ikke rigtig.. Jeg ryster helt indeni. Jeg har ikke lyst."
"Jamen ellers kan jeg jo ikke hjælpe dig."
"Det kan du jo ikke alligevel.. Vel?! Det er bare noget du siger."
"Jeg vil gerne lytte, hvis du vil fortælle mig det."
"Jamen... Der er hele tiden et eller andet, jeg skal. Hele tiden nogen der hiver i mig."
"Hiver i dig?"
"Ja, hiver i mig. Forventninger. Du ved..."
"Jah? Altså fra din familie? Dine venner eller hvordan?"
"Jamen, allesammen... Systemet, vennerne.. Det virker bare håbløst."
"Og hvad gør det ved dig?"
"Det HAR jeg jo sagt!"
"Ja, du har været inde på det. Fortæl mere."
"Tankemylder, pres, samtaler, telefonopkald, det hele er et stort virvar i mit hoved."
"Skal vi lave en liste? Få skrevet nogle ting ned?"
"Hvad skulle det hjælpe?"
"Du kunne få et overblik - et pusterum."
"Måske... Jeg vil godt prøve. Har du papir og sådan noget?"
"Ja selvfølgelig. Her. Skriv de negative følelser og tanker ned i den ene side og de gode i den anden."
"Jeg har aldrig prøvet sådan noget her før."
"Det er et meget enkelt middel, men det hjælper at få tingene ud af hovedet og ned på papir."
"Jeg kan godt se hvad du mener. Det giver jo mening."
"Jeg er her kun for at hjælpe dig."
"Ja, det er fedt. Tak."
"Du er altid velkommen."
"Må jeg tage listen med?"
"Ja, selvfølgelig, den er din."
"Det hjælper, at nogle lytter og hører hvad man siger... Og tak for hjælpen."
"Selv tak."