Kom! Vi forebygger døden
Op på løbebåndet
Mindst 30 minutter dagligt
Mens vi lytter til unga-bunga musik
Og planlægger aftensmaden
For de næste 2 måneder
Ud fra Go' morgen Danmarks skema
Og vi skal huske at drikke
Mellem 1 og 2 liter vand om dagen
Og sove ca. 7 og en halv time om natten
Vi skal til spinning og til zumba
Og drukne i selvrealiserende oplevelser
Og vi skal, om ikke andet,
Tro så meget på at vi er lykkelige
At vi helt glemmer vi ikke er det
Kom! Vi forebygger døden
Højst 14 / 21 genstande om ugen
Livet handler ikke om at have det sjovt
Men om at overleve så længe som muligt
Det er en konkurrence
Om at leve rigtigst før man dør
Og i mellemtiden er det
En skønheds- og lykkeligheds-
Se-mig-og-hvilket-fantastisk-
Menneske-jeg-dog-er-konkurrence
Vi skal have modetøj og hårspray
Neglelak og store biler
Iphones og online profiler
Så mange steder som overhovedet muligt
Så så mange som overhovedet muligt kan følge os
Mens hov! Vi glemmer at leve